Spanien vil øge sit fokus på at være en bæredygtig destination – det skal blandt andet ske i samarbejde med rejseguidebøgerne fra Lonely Planet. Arkivfoto fra den kanariske ø La Palma: Turespaña.

Spaniens turistråd i samarbejde med Lonely Planet

Turespaña, det spanske turistinstitut med Den Spanske Stats Turistbureau, og rejseguiden Lonely Planet indgår globalt samarbejde om at fremme Spanien som rejsemål for bæredygtig turisme.

Partnerskabet kommer efter Spanien i november sidste år modtog Best in Travel-prisen fra Lonely Planet for Bedste bæredygtige Destination for 2024. Det er et tydeligt tegn på landets engagement i miljøbeskyttelse og bæredygtighed.

Det skriver Den Spanske Stats Turistbureau i en pressemeddelelse. I den siger Blanca Pérez-Sauquillo, vicegeneraldirektør i Turespaña for udenlandsk turismemarkedsføring:

”Dette strategiske partnerskab mellem Turespaña og Lonely Planet skal styrke Spaniens image som en bæredygtig destination, der fremviser regioner og rejsetilbud, der prioriterer miljøbevarelse og støtter lokalsamfundet.”

Lonely Planet vil stå i spidsen for indholdsproduktionen til kampagnen, der vil inkludere temaer som “Spanien på Cykel,” “Spanien med Tog,” “Store Landskaber og Eventyrturisme,” “Nationale Parker,” “Agroturisme,” og “Bevarelse af Spaniens Kulturarv.”

Kampagne i Europa, Amerika og Asien
Kampagnen vil udfolde sig i løbet af året i Europa, Amerika og Asien. Det internationale initiativ markerer en milepæl som det første samarbejde mellem Turespaña og Lonely Planet, oplyses det.

Lonely Planet præmierede i november sidste år Spanien som den førende destination på Lonely Planets liste over de mest bæredygtige lande at rejse til i 2024. Lonely Planet roste Spaniens fremskridt i at fremme turisme uden for højsæsonen, udvide brugen af vedvarende energikilder, fordele besøgende over hele året og fremme turisme til destinationer, der tidligere blev overset, hed det i en pressemeddelelse fra Turespaña.

“Bedst i Rejser 2024” præsenterer 50 destinationer opdelt i fem kategorier: lande, regioner, byer, bæredygtige destinationer og mest værdi for pengene. Spanien er også nævnt i kategorien for de bedste regioner at rejse til i 2024, hvor nordspanske Baskerlandet fik femtepladsen.

Mongoliet toppede listen over lande, den transdinariske cykelrute på Balkan vandt i kategorien for regioner, Nairobi i Kenya blev kåret som den bedste by, og Midtvesten i USA fik førstepladsen i kategorien for mest værdi for pengene.

Udover Spanien med Den Spanske Stats Turistbureau har kun seks nationale turistråd egne kontorer i Danmark, de øvrige er: Frankrig, Irland, Portugal, Tyskland og Østrig.

 

Relaterede artikler:

Lonely Planet klar med sin årlige Best in Travel-liste

Spanien ser fortsat fremgang af danske turister

Her er de 10 lande flest danskere besøgte sidste år