Spar penge ved valg af afrejselufthavn

Gennem de senere år har et stigende antal flyselskaber etableret sig med direkte udenrigsruter fra de jyske lufthavne i Billund, Aalborg og Aarhus. Det har skabt et øget udbud af billetter og deraf følgende pres på priserne.

Travelmarket.dk har de seneste tre år lavet over 35 pristjek på de 10 mest populære europæiske storbydestinationer og offentliggør resultatet via Dansk Flyprisindex. Seneste måling er med afrejse i uge 20, der er Kristi Himmelfartsugen fra 14. – 20. maj, hvor  det viser det sig, at det ofte kan betale sig at søge den billigste afrejselufthavn:

Til Amsterdam er bedste tilbud Norwegian fra København eller KLM fra Hamborg. Her kan billetprisen holdes under 1.000 kr., mens der skal betales mellem 300 og 650 kr. mere, hvis rejsen skal foregå fra en jysk udenrigslufthavne.

Hvis destinationen er storbyferie i Barcelona, er spanske Vueling billigst fra Hamborg for 1.042 kroner, fra København kr. 1.612 kroner, mens det er dobbelt så dyrt med samme selskab fra Aalborg. Er destinationen Costa Brava er Ryanair det oplagte valg fra Billund eller Aarhus. Selskabet flyver til Girona-Costa Brava for 550-750 kroner. Lufthavnen ligger ca. 100 km. nord for Barcelona.

Berlin ligger ikke langt fra København. Her er easyJet billigst med en returpris på 347 kroner, mens Norwegian fra Aalborg klarer turen frem og tilbage for 770 kroner, men fra Aarhus, Billund og Hamborg kan rejsen let koste det dobbelte – helt op til 1.674 kroner fra Billund.

Konkurrencen til London er stor og billetterne ofte billige. Fra København er easyJet billigst med 454 kroner for en returbillet, mens Ryanair fra Aarhus og Billund vil nøjes med 162 kroner. At rejse direkte fra Aalborg med Norwegian er en dårlig idé, da prisen her er 1.333 kroner.

Til Oslo kan det bedst betale sig at flyve med Norwegian direkte fra København eller Billund. Her er prisen 770-920 kroner. Vælger man at rejse fra Aarhus med Ryanair, kommer prisen ned på 118 kroner til Rygge-lufthavnen ca. 100 km syd for Oslo.

Paris er dyr i forårsmånederne. Billigst er easyJet fra København med 1.174 kr. retur, eller Air France-KLM fra Hamborg for 100 kroner ekstra. Man skal ikke flyve fra Aarhus, hvor prisen er fordoblet til over 2.300 kroner.

Det er Czech Airlines og KLM, der dominerer de billigste rejser til Prag med Czech Airlines fra København som billigst til 1.217 kroner. Fra Aalborg, Aarhus og Billund er billetpriserne 50-100% højere.

Der er to store vindere på rejserne til Rom. Cimber Sterling er billigst fra København med en returbillet til 997 kroner til Fiumicino-lufthavnen, mens Ryanair fra Billund flyver til Ciampino, hvor prisen er 795 kroner. Igen er mulighederne fra Aarhus og Aalborg dobbelt så dyre.

Til Stockholm er valget klart. Norwegian tilbyder en returbillet fra København til 575 kroner. Alle andre muligheder fra Danmark eller Hamborg koster op imod det tredobbelte.

Den østrigske hovedstad Wien hører sammen med Prag til blandt de dyreste. Mest attraktiv er NIKI fra København eller airberlin fra Hamborg. Her er prisen 1.200-1.400 kroner. Fra de tre jyske udenrigslufthavne betales mere end 2.000 kroner per person.

Skrevet af Flemming Juul