Sunclass Airlines skal næste år flyve 12 afgange for Spies til sydeuropæiske rejsemål. Arkivfoto: Henrik Baumgarten.

Spies får hidtil længste chartersæson fra Bornholm

Der bliver næste år 12 flyvninger med Sunclass Airlines fra Bornholm til sydeuropæiske rejsemål. Som noget nyt har Spies første afgang i marts og sidste i november. I alt bliver der syv rejsemål.

Spies, Danmarks største rejsebureau, forventer i sommersæsonen næste år – fra sidst i marts til slutningen af oktober – at sende 150.000 gæster fra fem danske lufthavne. Cirka 2.500 af disse pladser udbydes via 12 flyvninger fra Bornholm med familiemedlemmet Sunclass Airlines fra Nordic Leisure Travel Group.

Og 2025 bliver Spies’ ”længste chartersæson nogensinde fra Bornholm,” lyder det fra Spies med henvisning til, at første afgang fra Bornholm næste år allerede bliver den 3. marts og den sidste den 24. november – begge gange til Gran Canaria.

Spies har de første 11 afgange klar til 2025 og arbejder også på en oktober-afgang til Cypern.

De 11 afgange med dato på nu fra lufthavnen ved Rønne er alle uden for skolernes sommerferie: 3. marts: Gran Canaria, 22. april: Mallorca, 24. april: Chania, Kreta, 6. maj: Skiathos, 7. maj: Rhodos, 9. maj: Kos, 25. september: Chania, Kreta, 30. september: Mallorca, 9. oktober: Kreta (Heraklion), 19. oktober: Rhodos og sæsonen fra Bornholm slutter 24. november med afgang fra Rønne til Gran Canaria.

Spies-firkløver til kundemøde på Bornholm. Fra venstre produktchef Carlos Cebrian, pressechef Sofie Folden Lund, administrerende direktør Jan Vendelbo og rejsebureauets brand manager, Maria Byskov. PR-foto.

1.000 kroner dyrere fra Bornholm
Spies besøgte i september Bornholm i september og havde i den anledning inviteret 200 af rejsebureauets mest flittige charterrejsende til møde for at høre om deres ønsker til rejsedestinationer.

Med fra Spies var administrerende direktør Jan Vendelbo, produktchef Carlos Cebrian, rejsebureauets brand manager, Maria Byskov, og kommunikationschef Sofie Folden Lund.

”Aldrig tidligere har Spies haft fly så tidligt og så sent på året som i 2025,” siger kommunikationschef for både Spies og Sunclass Airlines, Sofie Folden Lund, i sin pressemeddelelse.

Som tommelfingerregel er Spies-rejser fra Bornholm mindst 1.000 kroner dyrere, end hvis afgangen var fra Københavns Lufthavn.

Sunclass Airlines skal flyve A321’erne tomme fra for eksempel København til Bornholm og tomme retur efter landingen med de tilbagevendte gæster på Bornholm.

”Men ved at flyve direkte fra Bornholm, sparer vores bornholmske gæster udgifter til færgen fra Bornholm til Ystad, betalingen for at krydse Øresundsbroen, parkeringsafgift i Københavns Lufthavn – plus at charterafgange ofte letter tidligt om morgenen, så for eksempel bornholmske gæster skal til København dagen i forvejen for at tage en hotelovernatning,” har Spies tidligere oplyst til Standby.dk

 

Relaterede artikler:

Spies forventer uændret sommerprogram i 2025

Spies-ejer løfter sløret for plan om highend-rejsebureau

Feriedage blev ødelagt af råbende unge og høj musik