Sunclass Airlines, flyselskabet i Nordic Leisure Travel Group med bl.a. Spies, sender søndag et sine største fly, en Airbus A330neo, til Maldiverne og så Phuket og derfra retur til København.
Airbus A330neo’en fra Sunclass Airlines skal hente omkring 300 strandede nordiske Nordic Leisure Travel Group-gæster hjem fra en række rejsemål i Det indiske Ocean og Sydøstasien.
Gæsterne var blandt andet fløjet til deres rejsemål med rutefly, men kunne så ikke komme hjem på grund af krigshandlingerne i dele af Mellemøsten. De begyndte i lørdags, da USA og Israel angreb Iran, der så svarede igen, også ved at sende missiler og droner mod blandt andet nogle af USA’s allierede ved Den persiske Golf.
Airbus A330’eren fra Sunclass Airlines flyver først fra København til øgruppen Maldiverne i Det indiske Ocean, hvor det første hold passagerer hentes søndag, og så videre til Phuket, Thailands største ø. Herfra fortsætter flyet til København natten til den 9. marts.
Spies og Nordic Leisure Travel Group har de seneste dage arbejdet intensivt på at få gæster hjem fra en række destinationer efter urolighederne i Mellemøsten, som har påvirket flytrafikken i regionen og lukket flere luftrum, hedder det i en pressemeddelelse.
Samtidig med at gæster hentes hjem fra risikoområder som Dubai og Qatar via eksterne flyselskaber (for eksempel Emirates og Qatar Airways), indsætter Spies og Nordic Leisure Travel Group nu også det særlige hjemtransportfly fra Sunclass Airlines, oplyses det.
Flyves fra Bali, Malaysia og Sri Lanka til Maldiverne eller Phuket
Spies skriver i pressemeddelelsen, at A330’eren fra Sunclass Airlines forventes at få over 300 strandede Nordic Leisure Travel Group-rejsende hjem til Norden.
For at samle gæsterne op vil strandede rejsende også blive fløjet med rutefly Sri Lanka, Malaysia og Bali til enten Maldiverne eller Phuket, hvor de skal møde flyet fra Sunclass Airlines.
”Det er en løsning, vi har arbejdet på i flere dage, og som nu ser ud til at falde på plads. At vi kan indsætte et fly fra vores eget flyselskab, giver os mulighed for at hjælpe mange af vores gæster direkte hjem i en periode, hvor det er utroligt svært at finde rutflybilletter,” siger Sofie Folden Lund, kommunikations- og pressechef i Spies og Sunclass Airlines og tilføjer:
”Vi er i gang med at informere gæsterne nu, de er naturligvis meget lettede og glade for udsigten til at komme hjem.”
Relaterede artikler:
Udenrigsministeriet: Dansk særfly fra Emiraterne til CPH på søndag
Spies får største Sunclass Airlines-fly i København
Sunclass Airlines udvider flåden med splinternyt fly

STANDBY.DK Nyt om rejser


