‘Spies skal være velkommen om bord’

Jesper Boas Smith.

Jesper Boas Smith.

CRUISE: Spies Rejser har i et års tid forberedt sig på at gå aktivt i på krydstogtmarkedet, og nu ser det ud til at være alvor. Der er ved at være trængsel, men markedet er langt fra mættet – og et onlinesalg er ikke lykken.

Kan man for alvor sælge krydstogter i et stort charterrejsebureau? Det spørgsmål er stort set ubesvaret indtil i dag. Star Tour er blevet medejer af Wondercruise, men det ser ikke ud til at have slået afgørende igennem i Danmark.

Nu prøver Spies for første gang i et tæt samarbejde med det største krydstogtselskab på det danske marked, Royal Caribbean Cruise Line, som i forvejen har mange agenter.

”De skal da være velkomne,” siger Jesper Boas Smith, adm. direktør for Bella Vista Travel, og som nu også i Travel House har kontakten til How2Cruise.

”Der er efterhånden mange om det danske marked med krydstogter. Men der er ingen tvivl om, at der er mange kunder at samle op, som gerne vil på krydstogt, men endnu ved for lidt om det. Jo bedre kendskab, der er til fordelene ved en krydstogtferie, jo større bliver lagkagen. Ud fra det synspunkt kan det være meget fornuftigt at komme bredere ud, som det nu sker med Spies.

Blot skal man være klar over, at fremtiden for et krydstogtbureau online ikke ligger lige for. Vores kunder er glade for den individuelle og personlige rådgivning. Det tror jeg er opskriften for salg af krydstogter,” siger han.

”Samarbejdet med Royal Caribbean Cruise Line betyder, at vi nu kan tilbyde vores kunder denne spændende ferieform og nogle af de mest spændende krydstogter på markedet,” siger adm. direktør Jan Vendelbo fra Spies.

Hertil skal bemærkes, at det har Spies hele tiden kunnet, men nu ser det ud til, at der skal slås mere på tromme for sagen.