VOR EGEN VERDEN: Sommerferien er forbi og de kommende dage distribueres en ny udgave af Stand By/TTG sammen med det årlige krydstogtmagasin. Samtidig begynder oplægget til årets Danish Travel Award den 7. oktober.
En lang sommerperiode er ved at være forbi, og det er hverdag igen. I morgen begynder udsendelsen af den ny udgave af Stand By/TTG.
Vi har denne gang fokus på MICE med en lang række aktuelle historier. I samme udgave finder man også et stort interview med ”den danske stemme” i SAS, nyudnævnte driftschef og koncerndirektør Lars Sandahl Sørensen.
Med tillægget følger det årlige krydstogtmagasin, som også kommer med en stor del af Berlingskes oplag på lørdag.
Men allerede i denne uge sker opstarten til næste udgave af Stand By, der udkommer, som optakt til årets Travel Award, der i år finder sted hos Wallmans i Cirkusbygningen i København onsdag den 7. oktober.
Første uge i september begynder afstemningen i branchen.