Standhaftig cruisevirus

Rederiet Royal Caribbean (RCCL) har iværksat en række ekstra tiltag efter at omtrent 500 passagerer er ramt af den såkaldte Noro-virus i løbet af de to seneste uger. Virus giver ofte opkast og diaré.

Ifølge rederiet er hele skibet blevet gennemvasket og desinficeret, men overlæge, Tore Steen fra Oslo, der er specialist i smitte, er ikke overbevist om, at det 279 meter lange skib dermed er smittefrit.

”Min generelle kommentar er, at et udslip på et krydstogtskib vil være vanskeligt at få bugt med”, siger han til dagbladet Verdens Gang. ”Normalt håndterer vi udbrud på sygehuse, hvor en afdeling måske har 20 patienter plus personale. Her er der 2.000 passagerer og et mandskab på 750. Hertil kommer, at skibet er stort, med tæppebelagte gulve og mange krinkelkroge. Det er naturligvis vanskeligere”.

Han mener, at det vil være meget kompliceret at få desinficeret alt på skibet og dertil kommer, at det er umuligt at kontrollere om skibet er virusfrit.

”Det er ikke noget man ser. Man kan ikke spraye og tjekke bagefter om det er frit for virus. Det kan man først konstatere, når den nye rejse har varet to-tre dage og alle fortsatte er raske, slutter overlægen.

Skrevet af Flemming Juul