Star Alliance øger service i stor-lufthavne

Verdens største luftfartsalliance vil forbedre sin service til passagerer, der f.eks. lander forsinket og skal videre med et andet fly.

Star Alliance har netop lanceret en Connection Service for at hjælpe flypassagerer der lander i Chicagos O’Hare-lufthavn med et af alliancens selskaber og skal flyve videre med et andet.

Chicago er hovedlufthavn for Star Alliancens amerikanske fætter, United Airlines. Siden følger samme service i 11 andre stor Star Alliance-lufthavne. Star Alliance har ikke besvaret takeoff.dks mail om, hvilke lufthavne det drejer sig om.

I Chicago-lufthavnen holder Star Alliance øje med bl.a. fly der ankommer forsinket til O’Hare – og systemet markerer, hvis passagerer kan få problemer med at nå deres fly videre fra Chicago.

Personale fra Connection Service vil møde passageren efter landing og hjælpe med at den rejsende hurtigst muligt kommer til den gate, hvorfra det næste fly afgår. Kan det ikke nås, sørger personalet for ombooking.

Chicago er på verdensplan den fjerdestørste transfer-lufthavn hos Star Alliance med ca. 750.000 transfer-passagerer om året.

I alt har 13 medlemmer af Star Alliance direkte ruter til Chicago O’Hare, fra Europa er det Austrian, Lufthansa, LOT Polish Airlines, SAS, Swiss og Turkish Airlines.