Star Tour sælger specialrejsebureau

star tourTURISME: Star Tours moderselskab, TUI Nordic, sælger Tema Rejser til andet rejsebureau. Tema Rejser forsætter som selvstændigt varemærke.

Svenske Jambo Tours har for et ikke oplyst beløb købt TUI Nordics specialrejsebureau Tema Rejser, der blev holdt over dåben i 2003.

”Med salget af Tema Rejser gør vi det tydeligere, at vi sælger pakkerejser med egne koncepthoteller, egne fly og egne krydstogtsskibe. Tema sælger skræddersyede rejser baseret på rundrejser med rejseledere og ligger på den måde et stykke fra vores kerneforretning,” siger Eivor Andersson, adm. direktør for TUI Nordic, og fortsætter:

”Salget vil gøre Tema Rejser stærkere, når de nu går fra at have spillet birolle til at få lidt af en hovedrolle hos Jambo Tours.”

Tema Rejser har ifølge TUI Nordic specialistkompetencer inden for rundrejser, bilrejser, cykelrejser, vandreferier, safari, krydstogter og mad- og vinrejser.

”Temas program og udformning komplementerer Jambo rigtig godt. Med købet får vi adgang til større kundegruppe, større forhandlingsstyrke og kan tilbyde bedre priser, samtidig med at vores nuværende kundegruppe tilgodeses af den brede erfaring, vi nu får adgang til,” siger Kent Wallstedt, adm. direktør i Jambo Tours.

Star Tour vil fortsat sælge Tema Rejsers program efter overdragelsen af varemærket til Jambo Tours. Som en del af salget er medarbejdere blevet tilbudt at skifte arbejdsplads fra Tema Rejser til Jambo Tours.