Stefan Vilner skrev kontrakt med Apollo i maj

Af Ejvind Olesen

 

Lørdag morgen sætter Stefan Vilner kursen mod Kreta, om bord hos Apollo. 15. august sætter han sig i chefstolen som adm. direktør for Apollo og Falk Lauritsen. Noget han glæder sig vældig meget til efter hele tiden at have haft fokus på selve flytransporten i forskellige udgaver.

 

Han har vidst det længe. En udfordring han gerne ville prøve i takt med, at fremtiden i Cimber Sterling under en eller anden form måtte ændre sig i forhold til det, han gik ind til. Allerede i maj skrev han kontrakt som ny adm. direktør i Danmark for de to bureauer og medlem af koncernledelsen i Kuoni Scandinavia.

 

Det hører til sjældenheder, at der er en klausul om hemmeligholdelse i så lang tid, men under indtryk af den kritiske økonomiske situation i Cimber, skulle ingen få indtryk af, at han forlod den synkende skude i utide. Hvad han heller ikke mener, han gør i dag.
Stefan Vilner har prøvet at have charterselskaberne som modspillere i sin tid som salgschef i det daværende Go, nu easyJet. Senere som medspiller og kommerciel direktør i gamle Sterling, og så i tredje omgang noget af en kombi løsning med Cimber Sterling.

 

”Nu skal du til at kæmpe mod lavprisselskaber, som på trods af den øjeblikkelige succes på charterfronten, går på rov blandt passagererne?”

 

”Da vi i lavprisselskaberne primært gik efter feriesegmentet, har charterselskaberne også altid været den primære konkurrent. I begyndelsen i Go i 98 var det relativt let at tage kunder fra charterselskaberne, som alle havde travlt med at fortælle, at det med lavprisselskaber bare var et modelune, der ville gå over. Da de erkendte, at vi var kommet for at blive, blev de meget fokuserede og skarpe.

Der er dog ingen tvivl i mit sind om, at lavprisselskaber stadig er den største trussel. De har udviklet sig meget og dynamisk på nettet, med den direkte webbaserede distribution og udnyttelse af store databaser. Til gengæld har jeg en god fornemmelse af, hvad vi er oppe imod i Kuoni, og hvordan vi skal klare det.”

 

”Sammen med Falk Lauritsen er dit nye firma nr. tre – efter Spies og Star Tour. Hvad mener du om det?”

 

”Uha, jeg tror aldrig jeg kommer til at være tilfreds med at være nr. tre i noget som helst. Det er klart vi har ambitioner om at vokse. Dog skal det ske med et skarpt øje på bundlinien. Rejsebranchen er desværre fuld af eksempler på, at man har vundet både vækst og markedsandele ved at sænke prisen uden at sænke omkostningerne. På den måde bliver det hurtigt en dyr fornøjelse.”

 

”Synes du det produkt flyselskaberne tilbyder charterbureauerne er godt nok?”

 

”Jeg har jo haft fornøjelsen at levere flysæderne både i gamle Sterling og nu i Cimber Sterling. Vi leverede det produkt, som charterarrangørerne var parate til at betale for. Hvis der i dag er noget galt med produktet, kan man ikke skyde skylden på flyselskaberne.”

 

”Der er længe til 15. august. Kan du overhovedet vente efter at have ruget på din hemmelighed i to en halv måned?”

 

”Sagtens. Nu står den på ferie i 14 dage. Charterferie med Apollo til Kreta. Der har jeg aldrig været.”

 

Skrevet af Ejvind Olesen