Sterling betaler Naviair under protest

Selskabet har hidtil nægtet, fordi flyvekontrollen har påført både Sterling og andre flyselskaber store forsinkelser i år. Sterling har nu betalt Naviair, men under protest. Det skriver Berlingske Tidende i dag.

 

 

»Eurocontrol forklarer i ganske utvetydige vendinger, at hvis vi ikke betaler, så vil de tage alle midler i brug, herunder at grounde vores fly. Den risiko vil vi ikke løbe. Derfor har vi nu betalt de 2,1 mio. kr., vi har tilbageholdt,« siger kommunikationsdirektør Rulle Westergaard.

 

 

 

Sterling har siden juni nægtet at betale afgifter til Naviair for landing og overflyvning, fordi indkøringen af et nyt flyvekontrolsystem og mangel på flyveledere har medført massive flyforsinkelser, især i begyndelsen af året og hen over sommeren. Samtidig med forsinkelserne har Naviair hævet priserne med op mod 15 procent, og det har bragt sindene i kog hos både Sterling og andre flyselskaber, der p.t. slås med høje oliepriser, lave konjunkturer og blodrøde bundlinjer.

 

 

 

Sterling vil, trods den nu betalte regning, fastholde kravet om, at Naviair sænker priserne. I Naviair afviser man pure både at betale erstatning til flyselskaberne og sænke priserne.

 

Skrevet af Hanne Aaen Lassen