Small Danish Hotels, der foreløbig har 65 medlemmer, opruster med en key account manager i nyoprettet stilling. ”Vi vil støtte endnu bedre op om medlemmerne,” siger SDH’s direktør.
42-årige Kristoffer Vig tiltræder 1. oktober en nyoprettet stilling som key account manager hos Danmarks største hotelkæde, Small Danish Hotels. Han kommer fra stilling som salgs-, marketing-og receptionschef på vesterhavshotellet og SDH-medlemmet Nymindegab Kro, hvor han har været siden 2008.
I en pressemeddelelse skriver Small Danish Hotels, at som et led i sin vækststrategi ønsker SDH at styrke hotelkædens produkt gennem tættere relationer og professionel rådgivning til kædens medlemmer.
SDH havde ved seneste fintælling 65 kroer, hoteller, slotte og badehoteller fordelt over hele Danmark som medlem.
At hotelkæden nu udvider med en nyoprettet stilling som key account manager, er netop, hvad kæden har brug for, mener Small Danish Hotels administrerende direktør, Finn Kræfting, der tiltrådte i februar i år.
Et stærkt bindeled mellem medlemmer og organisationen
Finn Kræfting siger i pressemeddelelsen: ”Medlemmerne i kæden bærer vores produkt. Vi vil gerne støtte endnu bedre op om medlemmernes arbejde, styrke rammerne for rådgivning og sikre, at vi gennem en tæt dialog udvikler Small Danish Hotels i tråd med markedspotentialet og målgruppernes behov.
Med Kristoffer Vig får vi en erfaren kapacitet, som kender hotelbranchen indefra, og som kan dyrke det potentiale og forstå de dynamikker, der er på overnatningsstederne. Kristoffer bliver et stærkt bindeled mellem vores medlemmer og organisationen,” siger Finn Kræfting.
Selv siger Kristoffer Vig i pressemeddelelsen: ”Jeg glæder mig til at bruge min praktiske og strategiske viden om hoteldrift til at gøre Small Danish Hotels endnu stærkere både ind- og udadtil.
Jeg forstår hotellernes hverdag med alt fra bundlinje, samspil med gæsterne og hverdagens problematikker til bookingsystemer og grøn omstilling. Samtidig har jeg fornemmelse for, hvordan hotellerne kan dyrke deres egne styrker i overensstemmelse med Small Danish Hotels’ dna.”
Relaterede artikler:
Stor hotelkæde vil have stærkere markedsprofil