Den finske destination Rovaniemi var blandt de mange udstillerne ved årets Matka-rejsemesse i Helsinki. PR-foto.

Stor nordisk rejsemesse samlede 62.000 besøgende

Matka Nordic Travel Fair i Helsinki havde over 62.000 besøgende, 12.000 i kategorien fagfolk, mens 50.000 forbrugere også besøgte Matka-messen, der regnes som Nordens største.

Arrangørerne af den årlige Matka Nordic Travel Fair, der holdes i Helsinki Expo and Convention Centre, er tilfredse med antal deltagere.

Messen, der blev afviklet sidste uge og sidste weekend, er opdelt i nogle fagdage, mens der i weekenden er åbent for forbrugerne. Navnlig var fagfolkene meget glad for igen at kunne mødes fysisk efter pandemien, skriver arrangørerne af Matka i en pressemeddelelse.

Ifølge arrangørerne samlede de fire dage for fagfolk over 12.000 besøgende til blandt andet Matka Workshop Day. I dagene, hvor der blev åbnet for forbrugerne, kom der mere end 50.000 gæster, der kunne møde udstillere som repræsenterede 70 lande verden over, oplyses det.

Noora Haatainen, business manager hos Matka Nordic Travel Fair, siger i pressemeddelelsen: ”Endnu engang viste Matka Nordic Travel Fair sin styrke her i starten af det nye rejseår, hvor både fagfolk og forbrugere mødes til den største messe af sin art i Nordeuropa. Der blev skabt mange nye kontakter og forretningsforbindelser mellem de besøgende fagfolk og de mange udstillere.”

Købere fra 34 lande
Alene Matka Workshop Day havde i alt deltagelse af 600 fagfolk fra den finske og udenlandske rejsebranche. Denne workshop har navnlig fokus på turisme i Norden.

På workshoppen var der 206 udstillervirksomheder med relation til turisme i Norden. Her mødtes de med 230 købere og andre med relevans fra 34 lande.

Grækenland var årets partnerland for hele Matka Nordic Travel Fair, hvor der var 900 udstillere fra 70 lande.

Satu Kontulainen, PR-manager for rejsearrangøren Apollomatkat, siger i pressemeddelelsen fra Matka: ”Fra en rejsearrangørs synspunkt er det en succes at deltage på Matka Travel Fair. De besøgende kommer også for at blive klogere på områder, de ikke bare kan finde online. Vi solgte mange rejser under dette års Matka.”

Næste års Matka Nordic Travel Fair er planlagt til at blive holdt 18–21. januar, igen i Helsinki Expo and Convention Centre. Selve Matka Workshop Day holdes næste år den 17. januar.

Nordens næste store rejsemesse, Ferie for Alle, afvikles i weekenden 24-26. februar i Messecenter Herning.

 

Relaterede artikler:

Dansk lufthavn vil nå kunderne med ny rejsefestival

Ferie for Alle: “Det ser godt ud”

Ferie for Alle forventer næsten normale tilstande