Melvin Kakooza har medvirket i mange programmer på TV 2. Arkivfoto: TV 2.

Ferie for Alle: Kendt komiker holder åbningstalen

Komiker, skuespiller og TV-vært Melvin Kakooza holder åbningstalen fredag ved starten af Ferie for Alle. Han træder i stedet for udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, der måtte melde afbud.

Den danske komiker med mere Melvin Kakooza har med kort varsel sagt ja til at holde åbningstalen fredag morgen, når Ferie for Alle skydes i gang. Det oplyser Messecenter Herning til Standby.dk

I dag 34-årige Melvin Kakooza er født i Uganda i 1991, men kom som spæd til Danmark (faderen var politisk flygtning) og er opvokset i Fredericia. Oprindeligt ville han have været politibetjent eller, men så vandt han i 2017 DM i standup, hvorefter karrieren tog en ny vej. Han er blandt andet kendt fra tv-serien Sunday, egne talkshows og meget andet.

Melvin Kakooza skulle i forvejen til Ferie for Alle på lørdag klokken 11, hvor han på Store Scene i Hal M (udenrigsrejsehallen) underholder sammen med tv-vært Dan Sørensen ved ”en uformel og humoristisk dialog om danskernes ferie-finurligheder.

Sammen tager de publikum med på en genkendelig rejse gennem de ferievaner, vi (næsten) alle har: ritualerne i lufthavnen og i flyet, kampen om solsengene ved poolen, sproglige misforståelser og kulturelle kiks,” hedder det i optakten til lørdagens show i Hal M.

Her står også: ”Melvin deler naturligvis også ud af sine egne rejse- og ferieerfaringer: Hvor rejser han hen? Hvad sætter han pris på, når han holder ferie? Og hvad er hans yndlingsrejsemål? Og ja – der falder helt sikkert også et par anekdoter.”

Afløser udenrigsministeren
Melvin Kakooza træder til og afløser udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, der ellers havde sagt ja til at holde åbningstalen til de 300 gæster i auditoriet; typisk udstillere, presse og indbudte gæster, for eksempel ambassadører.

Men i torsdags måtte Lars Løkke melde forfald på grund af” pludselig opståede forpligtigelser andre steder samme dag.”

Standby.dk prøvede uden held via pressevagten i Udenrigsministeriet at få en mere konkret årsag til afbuddet.

Efter åbningstalen skulle Lars Løkke Rasmussen sammen med blandt andet MCH’s koncernchef, Georg Sørensen, i omkring halvanden times tid have besøgt en række udstillere i navnlig de to haller med udlandsrejser, Hal G og Hal M. Et sikkert stop var formentlig Udenrigsministeriets egen stand, hvor Borgerservice igen i år er i Hal G.

 

Relaterede artikler:

Udenrigsministeren melder afbud til Ferie for Alle

Ferie for Alle 2026: Flere nye udstillere i udlandshallerne

Ferie for Alle 2025: Skarp åbningstale fra TV-journalisten Anders Agger