Peder Hornshøj er både administrerende direktør for Bravo Tours og TravelCo Nordic, det tidligere Primera Travel Group. Arkivfoto fra Københavns Lufthavn.

Stor rejsekoncern afviser købshenvendelser

TravelCo Nordic, det tidligere Primera Travel Group med blandt andet danske Bravo Tours, har efter konkursen i dets flyselskab Primera Air, takket nej til flere købshenvendelser.

”Vi har fået fire-fem henvendelser om salg fra såvel aktører i selve rejsebranchen som fra investeringsfonde; men vi har takket nej til disse – så det er business as usual og vi er ikke i forhandlinger om et salg.”

Det siger Peder Hornshøj, medgrundlægger af Danmarks fjerdestørste charterrejsebureau, Bravo Tours, der er en del af islandsk-ejede TravelCo Nordic, det tidligere Primera Travel Group, til STANDBY.dk

Peder Hornshøj blev efter konkursen i starten af oktober hos flyselskabet Primera Air ny administrerende direktør for hele Primera Travel Group, der samtidig ændrede navn til TravelCo Nordic.

”Vi ville gerne (efter konkursen i Primera Air, red) lægge Primera-navnet bag os, så det der tidligere hed Primera Travel A/S og var moderselskab for blandt andet Bravo Tours, hedder nu TravelCo Nordic,” sagde Peder Hornshøj i oktober til STANDBY.dk – han var i 1998 med til at stifte Bravo Tours som i 2005 blev solgt til de nuværende islandske ejere.

TravelCoNordic.com’s nordiske rejsearrangører omfatter Bravo Tours og Sun Tours (Danmark), Matkavekka (Finland), Solia (Norge), Solresor (Sverige) samt islandske Heimsfedir og Terra Nova.

Selve TravelCo Nordic har ifølge sin hjemmeside – TravelCoNordic.com – en årlig omsætning på 300 millioner euro, cirka 2,2 milliarder kroner, og mere end 300.000 årlige rejsende hos sine nordiske rejsearrangører. Størst er Bravo Tours med forventede 150.000 gæster i år.

Bravo Tours klar med nye flyselskaber
Nu krakkede Primera Air bestod af to flyselskaber, et på dansk register, Primera Air Scandinavia, og Primera Air Nordic, der var registreret i Letland. Alene i Danmark havde Primera Air sidste år over 600.000 passagerer.

Siden konkursen i Primera Air har Bravo Tours måtte bruge en række andre, navnlig østeuropæiske flyselskaber til at dække sin produktion. Et af disse var litauiske Small Planet Airlines, der dog måtte indstille sine flyvninger sidste uge på grund af en særdeles anstrengt økonomi som følge af økonomiske problemer i dets polske og tyske datterselskaber. Derfor besluttede luftfartsmyndighederne i Litauen onsdag i sidste uge at inddrage flyselskabets driftslicens.

Om udfordringerne med at skaffe andre flyselskaber, siger Peder Hornshøj i dag, tirsdag: ”Når man fra den ene dag til den anden mister sit flyselskab (Primera Air, red) kan man ikke bare vælge frit på alle hylder. Small Planet Airlines var en mulighederne, et ganske glimrende selskab som der ikke kan sættes en finger på og som vi tidligere har brugt til ad hoc-flyvninger.”

Men Bravo Tours er klar med sit trafikprogram for næste års sommerprogram. Her forventer Bravo Tours omkring 150.000 gæster ”og omkring 90 procent af disse skal flyves med to kendte og meget anerkendte flyselskaber. Hvem de er, vil vi snart offentliggøre,” siger Peder Hornshøj til STANDBY.dk og tilføjer, at resten af Bravo Tours’ gæster i næste års sommerprogram blandt andet skal med rutefly.

Relaterede artikler:

Fløj fra millionregninger

Flykonkurs giver navneskifte i rejsekoncern

Spies konsoliderer førstepladsen i Danmark