Stor vækst i Bornholms Lufthavn

Bornholms Lufthavn havde sidste måned 68,7 % flere passagerer end samme måned sidste år. De seneste 12 måneder har lufthavnen haft over 204.000 passagerer.

 

I sidste måned havde lufthavnen ca. 7.600 flere rejsende end samme måned sidste år. Op mod 1.600 af disse var dog soldater og pårørende til en stor militærparade.

 
Fredagen med militærparaden blev samtidig den travleste dag i lufthavnens snart 70-årige historie. Det blev denne dag til over 40 startende og landende fly med i alt ca. 3.000 passager, oplyser lufthavnen.

Bornholms lufthavnschef ser frem mod en lovende sommersæson.
Den byder bl.a. på ekstra flyvninger fra Cimber Sterling, herunder genoptagelse af sommerruten til Billund, Norwegian starter sidst på måneden ny rute fra København til Bornholm, mens det lokale flyselskab, Wings of Bornholm, begynder at flyve to gange om ugen til svenske Rönneby, norske Widerøe får en sommerrute fra Oslo og charterselskabet Nazar overvejer ekstra flyvninger til Tyrkiet og måske Grækenland.
Samtidig er der planer om en periodisk rute til Polen.

 

Skrevet af Redaktionen