En række af Danmarks største virksomheder, med Grundfos, Danfoss og Bang & Olufsen i spidsen, er dybt utilfredse med, at SAS trods et dramatisk fald i olieprisen stadig opkræver brændstoftillæg fra sine kunder. Derfor har de nu skrevet til SAS for at få flyselskabet til at forklare, hvorfor tillægget ikke falder bort, når olieprisen er faldet fra næsten 150 dollars til omkring 50 dollars. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i dag.
»Vi har indtryk af, at SAS er gode til at sætte priserne op, når olieprisen går op, men ikke til at sætte prisen ned, når olieprisen falder. Det kan vi ikke forstå. For hvis man er god til at kradse penge ind, når prisen på noget, man ikke har indflydelse på, stiger, så bør man fire på det igen, når prisen falder. Ellers svarer det jo til, at vi sætter prisen på pumper op, når råvarepriserne stiger, men ikke sænker dem igen, når de falder,« siger Klavs Hornum, vicedirektør i Grundfos, om baggrunden for, at han nu har klaget til SAS Danmarks adm. direktør, Susanne Larsen.
Hos SAS Danmark kan salgs- og marketingdirektør Lars Bording godt forstå, at det kan være svært for kunderne at forstå, hvorfor brændstoftillægget ikke forsvinder, når olieprisen er faldet så voldsomt.
»Vores mål er at have konkurrencedygtige totalpriser, og derfor har vi også lige sænket tillægget lidt. Men vi kan ikke sige, hvornår det sænkes yderligere eller forsvinder, for markedet for både dollar og olie er stadig meget volatilt, og alene i dag har vi set olieprisen stige med 5-6 dollars,« siger han.
Lars Bording forklarer til Jyllands-Posten, at baggrunden for tillægget er meget kompleks, idet det beregnes ud fra fem faktorer, nemlig oliens dagspris, hedging, valuta, forbrug og olieprisen på afrejsetidspunktet. For at gøre det enkelt for både selskab og kunder har SAS dog valgt at fastsætte brændstoftillægget som en fast pris, så det ikke skal justeres op og ned fra dag til dag.
»Vi har dog ingen ambitioner om at tjene på tillægget, som blot skal afspejle, at omkostningerne til flybrændstof er langt større end ventet,« siger han.