Der er fortsat langt op til de 100.000 årlige gæster, som Flugt regnede med inden åbningen. Sidste år gik antallet af gæster tilbage med 21,5 procent, men museumsdirektøren er fortrøstningsfuld.
Der er efterhånden gået små fire år siden, at dronning Margrethe indviede museet Flugt, der er opført i forbindelse med de oprindelige bygninger i Oksbøllejren, men siden åbningen har besøgstallene ikke udviklet sig med samme fart, som man havde håbet på. Det skriver DR.
I årene efter Anden Verdenskrig fungerede Oksbøllejren som den største flygtningelejr i danmarkshistorien, hvor omkring 35.000 flygtninge boede i det fire kvadratkilometer store område, hvilket betød, at lejren var på størrelse med landets femtestørste by.
Netop den historie er baggrunden for, at Oksbøllejren blev valgt til at huse museet, hvis udstillinger kredser om flugt og flygtninge. Da den røde snor blev klippet til Flugt, lød det, at man regnede med, at omkring 100.000 gæster ville besøge museet om året.
Faldt atter en gang
Hvis den oprindelige ambition var blevet indfriet, ville museet nærme sig det niveau af gæster, som har besøgt Tirpitz, der ligger i samme område og også er tegnet af den verdenskendte danske arkitekt Bjarke Ingels’ tegnestue BIG. Her var der 146.659 gæster i 2023.
Sådan gik det dog ikke. Fra åbningen i juni til og med december i 2022 var der 45.660 gæster, mens der i 2023 var 65.911 besøgende. Det niveau kunne dog ikke holdes, og besøgstallet faldt med 28 procent i 2024, hvor Flugt havde 47.400 gæster.
I kølvandet på besøgstallene fra 2024 fortalte Claus Kjeld Jensen, at udviklingen blandt andet skulle vendes ved, at markedsføringen skulle målrettes endnu mere, da man havde fundet ud af, at højsæsonen på Flugt er anderledes end på Tirpitz.
Det hjalp dog ikke umiddelbart, da nye tal viser, at der sidste år blev registreret en nedgang på 21,5 procent i forhold til året før. I 2025 var der nemlig 37.200 gæster, der slog vejen forbi det sydvestjyske museum.
Bliver gjort helt færdigt
Lokalpolitikerne i Varde Kommune holder også et vågent øje med udviklingen, da kommunen har garanteret for et lån på 50 millioner kroner til Flugt. Byrådsmedlem Claus Brink (V), der er formand for Kultur- og Sundhedsudvalget, er dog langt fra bekymret endnu, udtaler han.
Claus Kjeld Jensen fortæller til DR, at han regner med, at museet i år vil vende bøtten. Hidtil har det nemlig kun været to af Flugts tre længer, der har været bygget færdige, men senere i år står den sidste klar, og museumsdirektøren forventer, at det vil have en effekt.
”Der er en nyhedsinteresse, når et museum åbner. Der er også en forventning om, at der skal ske noget nyt igen efter et par år. Den fornyelse kommer hos os i 2026. Vi har haft et museum, der var halvfærdigt, og det gav færre gæster. Nu bliver museet endelig helt færdigt, og det, tror jeg, kommer til at hjælpe.”
Relaterede artikler:
Tilfredsheden er høj – men der kan gøres mere

STANDBY.DK Nyt om rejser


