LUFTFART: I forhold til august sidste år har Easyjet i august i år 26 pct. færre flysæder til og fra Københavns Lufthavn. Årsagen er en lukket rute og mindre kapacitet på to andre. Danmark er sædemæssigt Easyjets 11. største marked. Flyselskabet er lufthavnens fjerdestørste.
Mens Europas næststørste lavprisselskab i snit har øget kapaciteten denne sommersæson næsten otte pct. sammenlignet med sidste år, er Københavns Lufthavn, Easyjets foreløbig eneste destination i Danmark, gået ned med 26 pct.
Københavns Lufthavn, der målt i antal udbudte sæder denne sommer er Easyjets 11. største marked i Europa, har bl.a. mistet Easyjet-ruten fra Luton-lufthavnen ved London, Easyjets største lufthavn, ligesom der denne sommersæson er færre flyvninger på to af Easyjets ruter til Københavns, nemlig Edinburgh og London Gatwick, skriver hjemmesiden anna.aero
Easyjet var sidste år fjerdestørste flyselskab i Københavns Lufthavn, kun overgået af SAS, Norwegian og Ryanair, med tæt på 1,6 mio. passagerer, en stigning på over tre pct. I alt havde Easyjet sidste år lidt over hver 20. passager i Københavns Lufthavn.
København er ikke eneste lufthavn, der mister Easyjet-trafik denne sommersæson i forhold til sidste år. Tyrkiet har i år ca. ti pct. færre Easyjet-flyvninger og Estland har haft nedgang på seks pct. Størst – i procenter – er dog tabet for Belgien, der har mistet 36 pct. af Easyjets trafik efter selskabet lukkede ruterne fra Bruxelles til Berlin Schönefeld og Milano Malpensa.
Easyjet har netop meddelt, at man som følge af Storbritanniens beslutning sidste år om at forlade EU, har åbnet nyt flyselskab i Østrig. Easyjet har over 870 ruter mellem 138 lufthavne i 31 lande.