Det store norske erhvervsrejsebureau Berg-Hansen har indgået ny aftale med GDS-koncernen Sabre om at få tilgang til mere ny teknologi. PR-foto: Berg-Hansen.

Stort norsk erhvervsbureau øger Sabre-samarbejde

Erhvervsrejsebureauet Berg-Hansen udvider samarbejdet med reservationssystemet Sabre for at give sine kunder forbedrede rejseprodukter og styrke sine egne vækstmuligheder.

For at reducere sin sårbarhed, kører det store norske erhvervsrejsebureau Berg-Hansen med en to-leverandør strategi indenfor reservationssystemerne, GDS’erne, ved at have aftaler med Sabre Corporation og Amadeus. ”Dermed kan vi tilbyde vores kunder de bedste produkter og priser på markedet,” lyder det fra Berg-Hansen.

Og nu, oplyser Sabre og Berg-Hansen i en pressemeddelelse, udvider de to partnere samarbejdet med en API-platform, Application Programming Interface, en softwaregrænseflade, der tillader et stykke software at interagere med andet software.

Ved også at tage denne teknologi i brug, kan Berg-Hansen oprette sin egen API-understøttede platform, der kan samarbejde med Sabre Red 360 agency desktop. Denne mulighed vil blandt andet gøre det muligt for Berg-Hansen at håndtere bookinger fra flere kanaler, oplyses det.

Den nye flerårige aftale mellem Berg-Hansen og Sabre markerer et nyt kapitel i Berg-Hansens strategi om fortsat at levere forbedrede rejseprodukter på det nordiske marked.

Vi skal bruge teknologi for at fortsætte vores vækst
”Vi har brug for en teknologipartner, der kan hjælpe os med at forbedre vores teknologi for vores kommende vækst på det nordiske marked,” siger Per Arne Villadsen, koncernchef hos Berg-Hansen, der kan føre sine aner tilbage til 1875, i pressemeddelelsen og fortsætter:

”Gennem Sabre er vi nu i stand til at tilbyde den nyeste teknologi for at skabe konkurrencedygtige købsmuligheder for vores firmakunder ligesom vores rejsebureauagenter har adgang til de nyeste muligheder indenfor priser og produkter. Vi investerer langsigtet for at sikre vores fremtidige vækst.”

Og Salman Syed, ansvarlig for Travel Solutions hos Sabre i blandt andet Europa, tilføjer i pressemeddelelsen:

”Erhvervsrejsebureauer som Berg-Hansen er i markedet for at få konkurrencemæssige fordele i en rejsebranche under forandring og de anerkender behovet for at avanceret teknologi gør en forskel. Derfor vælger mange rejsebureauer Sabres løsningsmodeller, også fordi vi tilbyder forstærket support under coronakrisen.”

På vej med AI og ”machine learning”
Sabre, der har hovedkvarter i Texas, siger i pressemeddelelsen, at man under coronakrisen har vundet flere bestillinger fra rejsebureauer på at levere mere personlige løsningsmodeller. Blandt nye tiltag fra Sabre, der præsenteres senere i år, er programmer med kunstig intelligent, AI, artificial intelligence, samt de såkaldte ”machine learning” (ML) muligheder.

Sabre Corporation er storleverandør til den globale rejsebranche af blandt andet software, data, mobile og distributions løsninger. Kunderne tæller foruden rejsebureauer verden over også hundredvis af flyselskaber, tusindvis af hoteller, der bruger Sabres teknologi til for eksempel passager- og gæstereservationer, revenue management, crew management og så videre.

Relaterede artikler:

Nyt gratis corona-værktøj skal hjælpe rejsebranchen

Dansk rejsekoncern ser store muligheder i IT-salg til rejsebureauer

It-system hjælper hoteller med COVID-19-dokumentation

”Rejsebureauer der kun bruger GDS får et problem”