Stort tab for Københavns Lufthavn

Med Sterlings konkurs forsvinder hver 10. passager fra Københavns Lufthavn, og det vil trække dybe spor i lufthavnens indtjening. Selvom ledelsen slås for at finde flyselskaber, der kan fylde hullerne, så vil der gå lang tid, inden kapaciteten eventuelt når op på samme niveau. Samtidig har lufthavnen mellem 30 og 40 mio. kr. til gode hos det krakkede Sterling, og de penge er sandsynligvis tabt. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i dag.

 

Københavns Lufthavn er i dialog med adskillige flyselskaber, der er interesseret i at overtage ruter fra Sterling. Det norske flyselskab Norwegian har besluttet at etablere en base i København, og det vil erstatte en del af Sterlings trafik.

 

»En tiendedel af trafikken er forsvundet fra den ene dag til den anden, og det vil tage tid at genskabe kapaciteten. Vi skal have så mange flyselskaber ind som muligt på alle ruter, og der er andre på tale end Norwegian. Men jeg kan ikke oplyse, hvilke selskaber der er tale om,« siger Brian Petersen, der er administrerende direktør i Københavns Lufthavne A/S. Han oplyser, at forhandlingerne med Norwegian om at etablere en base i København har stået på i nogen tid.

 

Han tilføjer, at 80 pct. af de ruter, som Sterling flyver, også betjenes af andre flyselskaber. Derfor vil de tilbageværende operatører sandsynligvis få flere passagerer, og nogle af dem vil formentlig øge kapaciteten. SAS har allerede meddelt, at der sættes ekstra sæder ind på en række ruter, hvor Sterling forsvinder.

 

Lufthavnen fortsat fire flyselskaber, som har hjemme i Kastrup. De øvrige er SAS, Cimber Air og Thomas Cook, der primært flyver charter for rejseselskaberne i MyTravel gruppen.

 

Efter de seneste måneders opbremsning i flytrafikken forventer København Lufthavn et resultat i 2008, der er lidt mindre end sidste år, da overskuddet før skat var på 919 mio. kr. Selskabet ønsker ikke at kommentere forventningerne til 2009.

 

Den lavere aktivitet betyder, at lufthavnen skærer 150 mio. kr. af de forventede investeringer i 2008, som nu ventes at udgøre 850 mio. kr.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen