CRUISE: For første gang lægger Celebrity Cruise vejen omkring Fredericia hele tre gange næste forår, og det kan blive et gennembrud for den jyske havn med krydstogtskibe efter blot et enkelt anløb i år.
Royal Caribbeans bedste kvalitet af store krydstogtskibe er klassen af Celebrity skibe, som det seneste par år har fået rigtig mange danske passagerer. Det er skibe som hvert år har stop i København, men ikke hidtil har været optaget af at besøge andre danske havne.
Det kommer nu. I går meddelte rederiet, at i næste års program indgår Celebrity Silhouette med tre anløb på vej fra eller til Amsterdam fra Skandinavien eller Baltikum til Fredericia.
Skibet er på 122.400 bruttotons og har plads til 2.800 passagerer. Et eksklusivt skib, som ligger i den jyske havn fra tidlig morgen til først på aftenen. Videre på ruten er der to døgns ophold i København.
Og hvorfor har man så valgt Fredericia? Det svarer key account manager i Danmark Klaus Töth på: ”Fredericia har i flere år gennem et godt netværk på den store messe i Miami, som netop har fundet sted, forstået at skabe interesse for havnen og området. Udflugterne på en dag i Fredericia spiller naturligvis en stor rolle for et internationalt publikum.
Her er tre hitter, som rederiet tror på. En time til Odense og H. C. Andersen. En time til Den gamle By i Århus samt Sønderjylland og selvfølgelig også Legoland,” siger han. – Er der noget de kender i USA både voksne og børn, så er det Lego.
Fredericia har et enkelt anløb til sommer af Legend of The Seas fra Royal Caribbean.