Kina er et af verdens mest populære rejselande – men det kan være omstændeligt at få et visum. Det vil ny service nu gøre noget ved. Arkivpressefoto fra Star Tour/TUI.

Svensk firma lover hurtigt visum til Kina

Rejsebureauer tilbydes nu ny visumtjeneste for visa til Kina – udviklet af svensk IT-sikkerhedsfirma og et af Kinas største statsejede rejseselskaber, CITS.

Det er ikke nødvendigvis den hurtigste og altid den nemmeste ting i verden at få et visum til Kina – men det lover internetkonceptet Clarified Visa fra det svenske IT-sikkerhedsselskab Clic Solutions nu at gøre noget ved via ny teknik.

Konceptet Clarified Visa fra Clic Solutions er en internetløsning, der skærer drastisk ned på tiden med at søge visum til Kina, loves det. Selv siger Ali Jawady, administrerende direktør for Clic Solutions, i en pressemeddelelse:

”Dette er tidsbesparende, da den rejsende selv tager sig af ansøgningen, der overholder GDPR (General Data Protection Regulation – EU’s forordning om persondatahåndtering og databeskyttelse, der også gælder rejsebureauer, red)

Den rejsende indtaster alle oplysninger i sin ansøgning online og får besked via e-mail inden for tre arbejdsdage. Rejsebureauer kan gratis booke op til fire dage før afrejse, hvilket giver en meget hurtigere og mere fleksibel løsning,” siger Ali Jawady.

Reducerer besvær og mindsker usikkerhed
Den administrerende direktør for Clic Solutions siger også, at det kun er undersøgelse og beslutning i forbindelse med visumansøgning til Kina der stadig tager ”en vis tid.”

Selve ansøgningsproceduren og leveringen sker på ingen tid via den løsning, Clic Solutions har bygget op – løsningen reducerer også besværet og mindsker den rejsendes usikkerhed omkring visum, oplyser Clic Solutions.

Den nye visumtjeneste er udviklet i samarbejde mellem svenske Clic Solutions og et af Kinas største statsejede rejseselskaber, China International Travel Services (CITS). Visummet udstedes af den kinesiske myndighed Ministry and Public Security P.R.C., oplyses det.

”Blandt kunder, der rejser til Kina, har vi oplevet stor interesse for at anvende den stærkt forenklede og meget hurtige procedure fra Clarified Visa. Clarified Visa fjerner de tidligere hindringer og letter forhånds-planlægningen, når det handler om at bestille visum og rejser til Kina,” siger Chris Fu på Travelnet Special Tours, et selskab med erfaring i at arrangere rejser til Kina fra Sverige.

Indtil videre gælder Clarified Visa-muligheden kun for nordiske statsborgere, men direktøren for Clic Solutions ser store fremtidsmuligheder for Clarified Visa.

Aviareps er nordisk distributør
Clic Solutions har valgt GSA-virksomheden Aviareps som distributør af Clarified Visa i Norden og ser også Aviareps globale salgsnetværk som en faktor for ekspansionen i Europa i næste trin.

Aviareps nordiske administrerende direktør, Tapani Kauhanen, og virksomhedens salgschef, Stefan Holmström, ser Clarified Visa som et produkt med merværdi for deres kunder blandt flyselskaber, rejsearrangører og rejsebureauer.

”Clarified Visa passer godt ind i vores produktportefølje. Vi har et bredt netværk inden for rejsebranchen, og det er af stor betydning for os hele tiden at supplere og forny vores tilbud. Tjenester som Clarified Visa tilbyder hurtigere og sikrere håndtering til vores kunders rejsende og giver desuden nye indtægter,” siger direktør Tapani Kauhanen.

Også andre firmaer end Clic Solutions tilbyder internetløsningen for visa til Kina, for eksempel CTH Visaservice i København, oplyser selskabet til Standby.dk

Relaterede artikler:

Kina kan overhale Frankrig som største turistmål

Stor vækst hos kinesiske flyselskaber

IATA klar med kode til ny kæmpelufthavn