I år er det 80 år siden Astrid Lindgren udgav den første af sine bøger om verdens stærkeste pige. Pippi Langstrømpe bor i Vimmerby i Småland – men Gotland vil også have en del af Pippi-kagen.
På Sverige kan man gå i Pippi Langstrømpes fodspor og fejre hendes 80-års fødselsdag – også på Sveriges største ø, Gotland, hvor hun ifølge turistrådet, Destination Gotland, faktisk bor.
Her kan man komme helt tæt på Pippis bolig, det lyserøde, grønne og gulmalede hus, Villa Villekulla. Huset er, ifølge en pressemeddelelse fra Destination Gotland, det originale hus fra filmene og et must at besøge for små og store Pippifans. Huset står i i vandlandet Kneippbyn, som foruden et vandland og legepladser, er præget af Astrid Lindgrens fantasiverden.
På åbningsdagene springer Pippi Langstrømpe ud ad hoveddøren på den berømte villa og danser til den ikoniske temasang.
”Siden Pippi Langstrømpe første gang dukkede op i 1945, har hun inspireret generationer af børn til at tænke selv, gøre modstand og tro på det umulige. I år markeres fødselsdagen over hele Sverige – men på Gotland føles det mere ægte. Det er her, hun bor,” siger Adam Jacobsson, marketingchef hos Destination Gotland.
I Pippis fodspor – på Gotland
Men Pippi-magien findes også uden for forlystelsesparken. På Gotland kan man se flere af de steder, hvor filmene blev optaget, blandt andet de gamle kalkstensklipper og landsbyerne i nærheden af Gotlands hovedby, Visby, oplyses det.
Derudover kan Pippe-elskere komme på en særlig Pippi-vandring gennem Visbys gamle bydel – en charmerende og snoet tur blandt farverige huse, ruiner og blomstrende haver.
Selve turistrådet Destination Gotland driver færgetrafikken mellem Nynäshamn (nær Stockholm) og Oskarshamn til Gotlands hovedby, Visby. Destination Gotland arbejder også på at udvikle øen som turismedestination via tæt samarbejde med lokale turismeaktører. Hvert år besøger omkring 1,7 millioner gæster Gotland.
Selve Destination Gotland er en del af rederiet Gotlandsbolaget, der også står for driften af den tidligere DFDS-rute mellem København og Oslo, der nu sejles under navnet Go Nordic Cruiseline.
Pippi stammer fra Småland
Mens Gotland gør sit for at vise sin tilknytning til Pippi Langstrømpe, så er hun formentlig mere på hjemmebane i byen Vimmerby i Småland.
Hér blev Astrid Lindgren nemlig født og hér ligger forlystelsesparken Astrid Lindgrens Värld. Det er en temapark med miljøer fra Astrid Lindgrens mange børnebøger om ikke kun Pippi Langstrømpe – og der er naturligvis også en Villa Villekulla.
Her er også figurer som Emil fra Lønneberg, Karlsson på Taget, Ronja Røverdatter, Alle vi børn i Bulderby, Brødrene Løvehjerte, Madicken og så videre.
Ved parken ligger Astrid Lindgrens barndomshjem “Näs” med udstillinger om forfatterens liv.
Relaterede artikler:
”Mange danskere aner ikke hvad Gotland er”
Finland fejrer 80-året for sine ikoniske mumitrolde
Svenske forlystelsesparker skal tiltrække danske turiste

STANDBY.DK Nyt om rejser


