
Udviklingen for Thai Airways på ruterne til København samt Stockholm og Oslo er imponerende. Sidste år var det 50 år siden selskabet startede – med SAS som fødselshjælper. 12 år senere, i 1972, åbnede Thai sin første rute til Europa, til København. Siden er antallet af flyvninger til Bangkok bare steget.
I dag flyver Thai Airways dagligt med Boeing 747 fra København og Stockholm. I vintersæsonen er der daglig forbindelse fra Oslo til Bangkok med Boeing 777, mens ruten betjenes fem gange om ugen i sommerprogrammet.
Mens B777-flyene på Oslo-ruten har underholdningssystemer i flysædet til alle passagerer, er dette en mangelvare på de B747’ere, der betjener København og Stockholm.
Dette er Thai Airways mere end klar over – derfor moderniseres flyene de kommende 18 måneder.
En af de mange forbedringer i den kommende nye kabine bliver bl.a. at alle passagerer får eget underholdningssystem.
Thai Airways har i øvrigt afgivet en lille, beskeden ordre på 75 nye fly! De leveres fra i år og frem til 2022 og har værdi af 15 milliarder dollars. Blandt de mange nye fly er 6 Airbus380, 12 Airbus 330 og 8 Boeing 777. Resten af flyene er til kort- og mellemdistanceruter. De nye langrutefly afløser bl.a. ældre Airbus A300 og B747’ere.

STANDBY.DK Nyt om rejser

