Thailand, her er det fra øen Krabi, tillader nu statsborgere fra blandt andet de nordiske lande at opholde sig 60 dage i landet. PR-foto: Tourism Authority of Thailand.

Thailand fordobler længde af visa-gyldighed

Mens statsborgere fra blandt andet de nordiske lande hidtil ved indrejse har kunne få 30 dages ophold i Thailand, så fordobles gyldigheden nu til 60 dage. Thailand ønsker flere langtidsturister.

De thailandske turistmyndigheder, Tourism Authority of Thailand (TAT), skriver i en pressemeddelelse, at Thailand netop har fordoblet gyldigheden af indrejsevisum fra 30 til 60 dage. Det kan endda forlænges til 90 dage, men de yderligere 30 dage kræver dog en thailandsk myndighedsgodkendelse.

Det er hermed gældende for statsborgere fra 93 lande, herunder de nordiske, Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island. Og de såkaldte ”digitale nomader” kan få et visum til Thailand med gyldighed i 180 dage, altså et halvt år. En række lande i blandt andet Asien har lempet deres visa-politik for at tiltrække flere udenlandske turister efter pandemien. Det gælder blandt andet også Kina.

TAT skriver også i pressemeddelelsen, at fordoblingen af indrejsevisas gyldighed netop sker for at tiltrække flere langtidsturister. De kan blandt andet få det såkaldte VOA, Visa on Arrival.

Thailand er et af de oversøiske lande, flest danskere rejser til. Før pandemien var der over 150.000 danske ankomster om året til Thailand.

Fra hele verden
Turisme udgør dag cirka 12 procent af Thailands bruttonationalprodukt og beskæftiger cirka hver femte thaier.

De 93 lande, hvis statsborgere nu må opholde sig op til 60 dage i Thailand, er fra hele verden. Udover Europa blandt andet også lande i Mellemøsten, Asien og Amerika.

Tidligere i år foreslog netop Thailand, muligvis inspireret af det europæiske Schengen-samarbejde, at man sammen med fem andre lande i regionen får zone med pasfrihed.

De seks sydøstasiatiske lande, der bør overveje et sådant koncept, er Cambodja, Laos, Malaysia, Myanmar (Burma), Thailand og Vietnam – så kan man rejse frit, uden at skulle vise pas, i den periode, en indrejsetilladelse gælder. Thailand har landegrænser til de fem nævnte lande i de foreslåede samarbejde.

Sidste år havde de seks lande samlet 70 millioner ankomster af udenlandske turister, flest til Thailand og Malaysia.

 

Relaterede artikler:

SAS og Thai Airways afslutter codeshare-samarbejde

Thailand vil skærpe liberal hash-politik

Kina fjerner visumkrav for flere EU-lande