Klar til første afgang tirsdag aften fra Bangkok til København på den genoplivede SAS-rute. Repræsentanter fra Tourism Authority of Thailand sammen med SAS-repræsentanter og SAS-besætningen. Foto: Tourism Authority of Thailand.

Thailands turistråd fejrede SAS tilbage i Bangkok

Frem til 2. april næste år betjener SAS igen – efter 10 års pause – København-Bangkok. SAS, der udbyder 40.000 sæder i perioden med tre ugentlige fly, flyver i konkurrence med Thai Airways.

De thailandske turistmyndigheder, Tourism Authority of Thailand, TAT, var med til at fejre SAS’ genoplivning af ruten mellem København og Bangkok. Det skete både mandag aften i Københavns Lufthavn og tirsdag aften i Bangkoks hovedlufthavn, Suvarnabhumi, hvor første SAS-fly returnerede til København.

SAS, der ikke har fløjet København-Bangkok-ruten siden marts 2014, betjener den cirka 11 timer lange rute tre gange om ugen med en Airbus A350-900 med plads til 300 passagerer. Dermed bliver der 66 afgange i hver retning, hvilket svarer til en kapacitet på næsten 40.000 sæder.

SAS’ thailandske Star Alliance-partner, Thai Airways, flyver dagligt hele året mellem Bangkok og København med en Boeing 777-300ER, der har plads til 348 passagerer i en toklasses konfiguration.

Thai Airways fløj fra november sidste år til september i år over 105.162 passagerer fra Københavns Lufthavn til Bangkok og medbragte den modsatte vej, fra den thailandske hovedstad til København, 105.374 passager, altså i alt over 210.000 passagerer, viser officielle tal fra Trafikstyrelsen.

TAT-glæde over ny SAS-rute
Kun overgået af USA, er Thailand det oversøiske land, flest danskere rejser til. Thailand vandt i øvrigt årets Danish Travel Awards som “Bedste Rejseland uden for Europa.”

Tourism Authority of Thailand skriver i en pressemeddelelse fra TAT’s nordiske kontor i Stockholm, at man glæder sig over SAS’ returnering til Bangkok.Orn Doungchan, direktør for Tourism Authority of Thailands nordiske kontor, var med i Københavns Lufthavn mandag aften og siger:

”Det glæder os at SAS har valgt at komme tilbage til Thailand. Det markerer et nyt kapitel i de nære forbindelser mellem Thailand og Skandinavien. Vi glæder os til at byde alle SAS-passagerer velkommen til Thailand.”

Ved sammenkomsten i aftes, tirsdag, lokal tid i Bangkoks lufthavn var de thailandske turistmyndigheder blandt andet repræsenteret af Siripakorn Cheawsamoot, TAT’s vicedirektør for International Marketing i blandt andet Europa, og Nithee Seeprae, TAT’s vicedirektør for Marketing Communications. SAS’ repræsentanter talte blandt andet Tina Szczyrbak, SAS Airlines Brand Activation Manager, og Anders Wahlström, SAS Regional General Manager of Asia & Pacific, oplyses det.

Siripakorn Cheawsamoot sagde ved ceremonien i Bangkoks lufthavn blandt andet: ”SAS’ nye direkte rute mellem København og Bangkok kommer på et perfekt tidspunkt ved starten af højsæsonen.”

Tre Asien-ruter i vintertrafikprogrammet
Med ruten til Bangkok vil SAS i det kommende vintertrafikprogram tilbyde tre ruter til Asien med samlet ni ugentlige afgange.

SAS flyver nemlig også tre gange om ugen til Shanghai og Tokyo-Haneda.

Før coronapandemien tilbød SAS samlet op til 26 ugentlige afgange fra København til Beijing, Hongkong, Shanghai og Tokyo.

 

Relaterede artikler:

SAS er tilbage med Bangkok-rute

Danske rejsebureauer glade for at SAS genåbner på Bangkok

Thai Airways: Plads til både SAS og os