Tivoli er til maj klar med ”den første større offentlige fejring” i anledning af Dronningens 50-års regeringsjubilæum. Det sker med aktiviteter i forlystelseshaven og en balletgalla i Koncertsalen.
Balletgallaen i Tivoli den 21. og 22. maj har dansere fra blandt andet Hamburg Ballett, Royal Ballet i London, Paris Opera, New York City Ballet og Den Kongelige Ballet. Festdagen afsluttes med fyrværkeri.
Der er hermed udsigt til den første større offentlige fejring i anledning af Dronningens 50-års regeringsjubilæum, skriver Tivoli i en pressemeddelelse.
Gallaforestillingen den 21. maj bliver overværet af Dronningen sammen med medlemmer af den kongelige familie, og for dem, der ikke får sikret sig billet til Koncertsalen, vil hele balletgallaen blive vist live på storskærm på Plænen.
Den 21. maj vil der også været et program for forlystelseshavens gæster i løbet af dagen. Gæsterne kan blandt andet se frem til en officiel åbning af en udstilling i Haven med udvalgte balletkostumer designet af Dronningen gennem hendes 20 år lange kunstneriske virke i Tivoli. Dagen efter fortsætter festlighederne med gentagelse af Balletgallaen i Koncertsalen, dog uden kongelig tilstedeværelse.
Dronningen er en del af holdet ved balletten i Tivoli
Tivolis direktør, Susanne Mørch Koch, siger i pressemeddelelsen: ”Det er en ære at lægge forlystelseshave til én af de festlige fejringer af Dronningens 50-års Regeringsjubilæum. Dronningen har gennem 20 år som en del af holdet ved balletten i Tivoli bidraget til den kunstneriske udvikling af balletforestillingerne på Pantomimeteatret og i Tivolis Koncertsal.
Gennem alle årene har Dronningen beriget os ikke kun med hendes dybdegående kendskab til ballet og scenografiens mange elementer og virkemidler, men også med sit særlige blik for detaljen uden at glemme hensynet til helheden,” siger Susanne Mørch Koch og tilføjer:
“Vi ser med stor glæde frem til at give Dronningen denne gave i anledning af regeringsjubilæet, som en tak for hendes kunstneriske indsats i Tivoli. Samtidig er vi i gang med at forberede en række festlige programtiltag i forlystelseshaven som gæsterne på dagen kan se frem til”.
Tivolis sommersæson starter i år den 8. april.
Relaterede artikler:
”Meget på spil efter turbulente år i turistmaskinen”