Et schweizisk charterselskab og et lokalt spansk ruteselskab mellem De Kanariske Øer er ikke i stand til at fortsætte.
Finanskrisen har været hård ved Spanien og ved spansk luftfart. Nu giver også et lokalt flyselskab på Tenerife, Islas Airways, op. De høje brændstofpriser og problemer med at kunne klare forskellige lån fik i går Islas til at stoppe alle flyvninger indtil videre.
Selskabet har længe kæmpet med dårlig økonomi og stribevis af aflysninger. Det blev startet i 2002 og man håber at kunne reorganisere, så man igen kan flyve ruteflyvningen mellem øerne med de seks ATR 72 turbopropfly.
I Schweiz har charterselskabet Helo opgivet. Det blev startet af Crossairs stifter i 2004 og fløj charter med fire Airbus 320-fly. Svindel i bogholderiet har betydet, at selskabet udadtil har givet indtryk af at være meget mere solvent, end det viste sig at være tilfældet. Andre kræfter håber at få selskabet i gang igen, men det høje prisniveau i Schweiz har været en alvorlig hindring.

STANDBY.DK Nyt om rejser

