Årets Fredagsrock-sæson i Tivoli byder på 25 fredage med 34 bands og artister. Det 81-årige walisiske ikon Tom Jones vender tilbage til scenen på Plænen den 22. juli. Arkivpressefoto: Tivoli.

Tom Jones, 50 Cent og Aqua fredagsrocker i Tivoli

Når Tivolis sommersæson starter 8. april, er der hver fredag igen Fredagsrock med mange store navne. Før coronakrisen tiltrak Fredagsrock årligt op mod 450.000 gæstebesøg til Tivoli.

Listen over kunstnere til Fredagsrock i Tivoli, der i år har 25 års-jubilæum, spænder vidt. På scenen ved Plænen kommer alt fra 50 Cent og Tom Jones til dansktopdronningen Birthe Kjær & Feel Good Band. På plakaten mellem 8. april og 23. september er også Dizzy Mizz Lizzy, Aqua og Hugorm med Simon Kvamm.

Publikum kan opleve musikken med en normal entrebillet, hører man ikke så godt, eller vil man lidt tættere på de optrædende, kan der købes billet til Inner Circle.

For efter to år med corona-udfordringer er Fredagsrock tilbage, og målet er igen gennem sæsonen at blive besøgt af op mod en halv million musikfans.

I år er der sat ekstra plads af til danske navne samt koncert-konstellationer, der kun kan opleves i Tivoli, skriver Tivoli i en pressemeddelelse. Årets Fredagsrock-sæson i Tivoli byder på 25 fredage med 34 bands og artister, heraf ni dobbeltkoncerter.

Stjerneikonerne 50 Cent og Tom Jones
Blandt de mange store navne på Fredagsrock-scenen i Tivoli kommer blandt andet 50 Cent, der under årets Super Bowl-finale blev set optræde af over 100 millioner seere. Der bliver gensyn med Tom Jones, mens Rasmus Seebach spiller i Tivoli, samme dag som Tour de France skydes i gang i København, fredag den 1. juli. Andre danske navne i år bliver Tina Dickow, Mads Langer, Gnags, Malurt og Burhan G.

Chef for musik og underholdning i Tivoli, Thor Feilberg, siger i pressemeddelelsen:

”Live musik bringer mennesker sammen – det har vi brug for nu – og derfor er årets program tegnet af store internationale profiler og toppen af dansk musik. Desuden har vi fundet plads til nye up-coming stjerner og helt unge musikere, således at fremtidens musik også får en plads på en af Københavns største open air-scener. Bredden i de musikalske genrer, og at vi favner alle aldersgrupper, har sikret at Fredagsrock-konceptet står stærkere end nogensinde efter 25 år.”

Før Fredagsrock blev en del af Tivoli, var fredagene temmelig tyndt befolkede i haveanlægget, og der var langt imellem unge mennesker. Alt det ændrede sig med indførslen af Fredagsrock, der lagde ud den 25. april 1997 med Den Gale Pose med Jokeren i front og Hvid Sjokolade.

Mange danske bands har i perioder været inventar til Fredagsrock, for eksempel TV2, Shu-bi-dua og Big Fat Snake. Nogle gange har interessen været så stor for koncerterne, at Tivoli har måtte lukke portene. Det skete senest i 2018, da Kim Larsen optrådte for sidste gang i Tivoli.

Relaterede artikler:

Tivoli-optimisme trods millionunderskud

Lukkede kulturoplevelser giver færre hotelgæster

Tivoli får mini-turpas til sine mindste gæster