Tre familiemedlemmer fra Travelheart Family har fået fælles tag over hovedet i centrum af Aarhus. Det er DanExplore, skirejsebureauerne Danski, Nortlander og Slopetrotter samt Århus Charter.
Der har været store flyttedag for tre enheder fra Travelheart Family i Aarhus. De bor nu på en ny, fælles adresse på Søren Frichs Vej 36A i det centrale Aarhus.
DanExplore og skirejsebureauerne i Skinetworks – Danski, Nortlander og Slopetrotter – havde før fælles domicil på Vestergade, mens Århus Charter i mange år har logeret i Marselisborg Havn.
DanExplore, der også har kontor i Randers, sælger individuelle rejser til nærmest hele verden.
Trioen i Skinetworks sender hver vinter over 50.000 danske og svenske gæster til navnlig Frankrig, Italien og Østrig gennem sine tre rejsebureauer.
Århus Charter, der i oktober vandt Danish Travel Awards-prisen som Bedste Charterarrangør, flyver primært sine gæster sydpå fra Aarhus Lufthavn.
De tre rejsebureauer i Aarhus forventer at indbyde til åbent hus på Søren Frichs Vej i januar, oplyses det til Standby.dk
Plads til nye medarbejdere
Den primære årsag til, at Århus Charter er rykket fra Marselisborg Havn til Søren Frichs Vej, er, at der manglede plads i de gamle lokaler til nye medarbejdere, hedder det i en pressemeddelelse.
Det nye rejsehus i Aarhus blev officielt åbnet mandag morgen af Henrik G. Jensen, direktør i Århus Charter og partner i Travelheart Family. Han er også direktør for Sun-divisionen i Travelheart Family med charterrejsebureauerne Primo Tours, Århus Charter og SunCharter (Sun-divisionen tæller også Bravo Tours og Amisol)
I pressemeddelelsen siger Henrik G. Jensen: ”Der ligger mange måneders arbejde forud for, at vi i mandag kunne åbne vores nye rejsecafé. Der er mange kolleger, der har knoklet i lang tid for at blive klar, og specielt i de sidste par uger har der været rigtig travlt med at få det hele til at gå op i en højere enhed.”
Han fortsætter: ”Vi har brug for mere plads på kontoret, og i de seneste måneder har vi lejet os ind forskellige steder i Aarhus for at have plads til alle. Nu samler vi det hele i vores nye lokaler, og derudover har vi også plads til vores kolleger fra nogle af de andre selskaber i Travelheart Family, så vi samler alle vores kontorer i Aarhus ét sted,” siger Henrik G. Jensen.
Også fælles adresse i København
Selve Travelheart Family har hovedkvarter i Ringkøbing; i København bor også flere Travelheart Family-familiemedlemmer sammen på Vesterbrogade 149.
Det drejer sig om Amisol Travel (som Travelheart Family er mindretalsejer af), Skinetworks (Danski, Nortlander og Slopetrotter), Top Tours, Unique Travel og USA Tours.
Der er foreløbig 15 familiemedlemmer i Travelheart Family, som Primo Tours’ hovedaktionær og administrerende direktør, Bjarke Hansen, står bag. Samlet har Travelheart Family-medlemmerne en årsomsætning på omkring to milliarder kroner og cirka 250.000 årlige gæster – kun Spies er større.
Relaterede artikler:
Skinetworks snupper ny direktør fra konkurrent