Turistområderne ved kysten er upåvirkede af naturbrandene på det centrale Tenerife, siger turistmyndighederne. Foto fra Playa De Las Teresitas på det nordøstlige Tenerife via Den Spanske Stats Turistbureau.

Trods brande: “Normal situation i turistområder”

Der er naturbrande på det centrale Tenerife. Men på øens turistdestinationer ”er situationen helt normal” ligesom lufthavnene fortsat er åbne, forsikrer Den Spanske Stats Turistbureau.

Skovbranden på den kanariske ø Tenerife har foreløbig påvirket omkring 2.600 hektar i bjergområdet ved Teide National Park, hvorfor alle indgange til dette område er lukket for andet end for eksempel brandkøretøjer.

I en pressemeddelelse skriver Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark, at der er indsat over 250 brandmænd, der bestræber sig på at kontrollere branden. Branden hærger hovedsageligt bjergområderne, specielt de højere dele af Arafo, Candelaria, La Victoria de Acentejo, Santa Úrsula, La Orotava og El Rosario, oplyses det.

Tenerife er den største af Kanarieøerne, den er sammenlagt cirka på størrelse med Lolland, Falster og Møn.

Den Spanske Stats Turistbureau tilføjer, at Situationen er fortsat helt normal på øens turistdestinationer, beliggende ved kysten, hoteller og andre overnatningssteder samt strandene i Arona, Adeje, Santiago del Teide, Guía de Isora, San Miguel de Abona, Puerto de la Cruz og de største byer samt Santa Cruz de Tenerife og La Laguna. Situationens tilstand kan bekræftes af webkameraerne på turistdestinationerne, oplyses det.

”Sikkerheden for alle på Tenerife er garanteret”
Turistmyndighederne skriver også, at alle Tenerifes havne- og lufthavne fortsat er operative. Vejtrafikken på øen er også upåvirket, bortset fra vejspærringer på indgange til bjergområdet, hedder det.

”Tidligere situationer har vist, at sikkerheden for alle på Tenerife er garanteret, hvis man blot følger de lokale anbefalinger. Øen er derfor fortsat et sikkert sted for alle turister på nuværende tidspunkt,” står der i pressemeddelelsen, hvor det tilføjes:

”Under alle omstændigheder, og forudsat at situationen forbliver uændret, opfordres der til at holde sig informeret om udviklingen af branden ved hjælp af de lokale nyheder fra Tenerife, for eksempel (dog kun på spansk): Regional Government of the Canary Islands news website.

Et telefonnummer til et turistinformationscentre på øen er også oprettet for at besvare spørgsmål fra besøgende på spansk og engelsk: (+34) 922 255 433. Denne service er tilgængelig mellem klokken 9 morgen til klokken 20.30 (lokal tid).

Ikke højsæson for turister
Nyhedsbureauet Reuters citerede tidligere på ugen den regionale leder, Fernando Clavijo, for på et pressemøde blandt andet at have sagt: ”Ilden er lige nu ude af kontrol, det ser ikke godt ud.”

Tenerife har sin højsæson i vinterhalvåret. Til Standby.dk oplyste produktchef Carlos Cebrian fra Spies, Danmarks største rejsearrangør, i går, torsdag, at Spies flyver til Tenerife hele året. Netop nu har rejsebureauet omkring 300 gæster på Tenerife, der er kommet dertil med ugentlige fly fra såvel Billund Lufthavn som Københavns Lufthavn.

Flere danske rejsearrangører har ganske få gæster på øen, fløjet dertil med typisk rutefly; fra Københavns Lufthavn har både Norwegian og SAS ruteflyvninger til Tenerife.

”Alle vores gæster bor på den sydlige del af Tenerife, langt fra brandene. Vi har sendt SMS til vores gæster om situationen og naturligvis skrevet, at de ikke skal køre mod brandområdet,” sagde Carlos Cebrian til Standby.dk og tilføjede:

”Et kvalificeret gæt er, at der på årsbasis er mellem 130-140.000 danske ankomster til Tenerife, omkring 60.000 om sommeren, resten i vinterhalvåret. Spies er klart største danske rejsearrangør til Tenerife.”

 

Relaterede artikler:

Naturbrande på Tenerife: Få danskere på øen

”Der er altså naturbrande og hedebølger hvert år”

Dansk rejsebureaudirektør tæt på brandene på Rhodos