Færgelejet i Ærøskøbing. Arkivpressefoto via VisitDenmark: Michael Fiukowski og Sarah Moritz.

Turisme brandvarmt emne i kommunal valgkamp

Et politisk flertal på Ærø vil bruge 400 millioner kroner på to megafærger. Men der er modstand mod de nye og større færger, der blandt andet kan bringe flere turister til øen i Det sydfynske Øhav.

De to mulige nye færger til ruten mellem Ærøskøbing og Svendborg bliver næsten dobbelt så store som dem, der i dag sejler på ruten. De to nye færger skal kunne medtage 80 biler, mod 42 i dag. Passagermæssigt bliver der kun en stigning fra 395 passager på hver af de nuværende færger til 450 på de måske kommende.

Det skriver DR.dk.

En opgørelse fra Transportministeriet gennemgik forleden de 53 danske indenrigsfærgeruter som i årets sommermåneder gratis medtog gående, cyklister og biler med handikapparkeringskort. Og målt i antal gående gratister, toppes listen af Svendborg-Ærøskøbing med 89.525, viste opgørelsen.

Der er flertal i den nuværende kommunalbestyrelse på Ærø for de to nye og større færger til det kommunale rederi på ruten mellem Svendborg og Ærøskøbing, men den kommende kommunalbestyrelse skal tage den endelige beslutning.

“Hvis vi øger kapaciteten 50 procent, så bliver det altså svært”
De nye færger støttes af den konservative borgmesterkandidat på Ærø, Mads Boeberg Hansen, som siger til DR.dk, at det handler om at fremtidssikre øen. Venstres borgmesterkandidat, Lennart Mogensen, kalder det rettidig omhu at investere i nye færger.

Men viceborgmester og borgmesterkandidat Inga Blom Thomas fra lokallisten Ærø Plus er bange for, at mere plads på færgerne giver markant flere biler til øen.

Mogens Kingo Eilertsen er ejer af vandrehjemmet Villa Blomberg i Ærøskøbing, han mener dog, at de foreslåede større færger vil det blive for voldsomt.

”De kan transportere en hel masse mennesker på et tidspunkt i juli, som dårligt nok vil kunne finde et sted at sove og et sted at spise. Så hvis vi øger kapaciteten 50 procent, så bliver det altså svært, for vi får altså ikke lige bygget 50 procent flere overnatningssteder eller flere restauranter for den sags skyld,” siger han til DR.dk.

Relaterede artikler:

Her er Danmarks mest populære gratis færgeruter

Folketinget søsætter større tilskud til grønne færger

Her er de ti mest googlede danske rejsemål