Galeasen Aventura sejler turister langs kysten i Lillebælt. PR foto.

Turistattraktion køber bevaringsværdigt træskib

Bridgewalking Lillebælt har købt galeasen Aventura, som har sejlet med turister i farvandet siden 1980’erne. Dermed fortsætter sejladsen fra havnene i Fredericia og Middelfart.

Bridgewalking Lillebælt, der til dagligt tilbyder brovandring over Den gamle Lillebæltsbro, har købt galeasen Aventura med overtagelse 1. februar. Det skriver oplevelsesvirksomheden i en pressemeddelelse.

Bridgewalking Lillebælt, der drives af Fredericia og Middelfart Kommuner, kommer dermed til at tilbyde sejlads med turister, lystfiskere og virksomheder i Lillebælt. Bridgewalking Lillebælt chartrede i første omgang træskibet for at udvikle turismen på begge sider af bæltet.

Sommeren igennem stævnede galeasen ud fra havnene i Middelfart og Fredericia med hundredvis af turister, der under overskriften “En Sommerdag ved Bæltet” kunne opleve kyststrækningen fra søsiden. Skibet har sejlet med turister i Lillebælt siden 1980’erne.

Markedsføring skal tiltrække flere turister til bæltet
Bridgewalking Lillebælts bestyrelse var så tilfredse med konceptet, at man altså nu har valgt at fortsætte det fremover. Det er oplevelsesvirksomhedens vision, at sejladsen af turister i Lillebælt nu skal styrkes gennem et samarbejde mellem turbådene i området.

“Det er vores klare overbevisning, at et tæt samarbejde med de øvrige turbåde og målrettet markedsføring kan få endnu flere gæster ombord på både Aventura og de andre turbåde, som tilbyder sejladser i Lillebælt. Købet af Aventura betyder samtidig, at vi kan bibeholde skibet på Lillebælt og havnene i Middelfart og Fredericia, hvor det bidrager til den maritime stemning,” fortæller Henrik Neelmeyer, formand for Bridgewalking Lillebælt.

Skibet har en lang historie, som knytter sig til området omkring Middelfart og Fredericia. Det blev bygget i Kolding i 1913 som ålefangerfartøj. Dengang sejlede skibet til Norge, Sverige og de baltiske lande.

Overskud skal gavne begge kommuner
I den senere tid har Aventura været til salg, og med købet kommer skibet ikke til at forlade Lillebælt. Samtidig har Skibsbevaringsfonden fundet Aventura bevaringsværdig i så høj grad, at fonden har ydet økonomisk tilskud til købet.

Bridgewalking Lillebælt håber nu, at skibet kan generere et overskud, som kan komme både Fredericia og Middelfart Kommune til gavn.

“For Bridgewalking Lillebælt og de to kommuner er det meget vigtigt, at overskuddet kommer ud at arbejde på begge sider af bæltet. Vi ønsker at brande Lillebælt som turistattraktion, og jeg tror på, at sejlende attraktioner, der både lægger til i Middelfart og Fredericia, i høj grad understøtter erhvervsturismen i de to kommuner,” siger Henrik Neelmeyer.

Et nyoprettet driftsselskab kommer til at stå for den daglige drift af Aventura, der blandt andet indebærer udvikling, planlægning, markedsføring og salg af produkter, vedligeholdelse af skibet og ansættelse af personalet.

 

Relaterede artikler:

Turistdirektør ærgrer sig over forsinket kæmpefærge

Ny udviklingsplan sætter fokus på turister hele året

Ny dansk attraktion håber på 100.000 gæster