Eastern Express, der på 24 timer kører mellem hovedstaden Ankara og det østlige Anatolien, byder på nostalgi, naturoplevelser og langsom rejse, som i øget grad tiltrækker internationale gæster.
Den cirka 24 timer lange togrute Eastern Express mellem Ankara og Kars viser Anatolien fra sin smukkeste side med sneklædte landskaber og historiske seværdigheder. Det skriver det tyrkiske turistråd i en pressemeddelelse. Kars ligger tæt på den tyrkiske grænse til Armenien og Georgien.
Eastern Express fra hovedstaden Ankara og frem til Kars er fortsat den mest populære togrejse i Tyrkiet blandt lokale og udenlandske rejsende, oplyses det.
De rejsende kan købe egen kupé og for eksempel medbringe egen mad, kupéerne har både køleskab og håndvask – men man kan også spise i restaurantvognen.
På strækningen fra Ankara passerer toget Kırıkkale, Kayseri, Sivas, Erzincan og Erzurum, inden det ankommer til Kars. Der gøres ophold i Erzincan og Erzurum på udrejsen, mens returstrækningen fra Kars til Ankara inkluderer stop i İliç, Divriği og Sivas.
Eastern Express afgår tre gange om ugen fra begge byer. Som en af Tyrkiets mest efterspurgte togrejser, bliver billetterne ofte hurtigt udsolgt, og det anbefales at bestille online på Rail Turkey i god tid, hedder det.
Kars: En vinterdestination med naturoplevelser og historie
Togrejsen ender i Kars, en by kendt for sin historie, sit vintersceneri og madkultur, hedder det i pressemeddelelsen.
Naturen omkring Kars tilbyder på denne tid af året på vinteroplevelser. I Sarıkamış kan besøgende stå på ski i tør “krystalsne” og opleve udsigten fra bjergskråningerne. Ved søen Çıldır glider hestetrukne slæder hen over isen, mens lokale fiskere hugger hul gennem det frosne lag for at fange karper.
Kars er også kendt for aftenarrangementer, hvor gæsterne får indblik i områdets kultur gennem traditionel aşık atışması (en form for mundtlige dueller mellem folkemusikere), kaukasiske folkedanse og lokale retter. I landsbyen Boğatepe ligger et ostemuseum, hvor besøgende kan lære om områdets osteproduktion og smage forskellige varianter.
Relaterede artikler:
Stadig flest russere i Tyrkiets største charterlufthavn
2025: Antalya på Top 10 over danskernes feriefavoritter
Ny international togrute til Danmark kørt af sporet

STANDBY.DK Nyt om rejser


