TURISME: Tyrkiet er ved at genvinde pladsen som et af danskernes foretrukne sommerrejsemål. Spies øger udbuddet fra næste år.
Selv om de tyrkiske rejsemål ved Middelhavet ikke blev berørt af det mislykkede kupforsøg i juli sidst år, faldt turiststrømmen fra Danmark i år med ca. 12-15 pct. i forhold til sidste år.
102.080 danskere valgte i denne sommersæson at flyve til Antalya og derfra videre til rejsemål som for eksempel Alanya, Side og Belek. Det var et markant fald på cirka 15.000 danske rejsende i forhold til året før, viser opgørelse fra Spies.
Holder Tyrkiet sig fri af yderligere politisk uro, tror Spies på et hurtigt come-back for landet. Derfor har Spies til næste sommersæson sat omkring 10 procent flere 2018-rejser til salg i forhold til den forgangne sommer, oplyser charterrejsebureauet.
”De foreløbige salgstal bekræfter os i denne optimisme. Vi har lige nu booket cirka 150 procent flere Tyrkiet-rejser end på samme tid i fjor,” siger kommunikationschef i Spies, Torben Andersen, og tilføjer: ”Men der er stadig langt til tallet for 2014, hvor 170.942 danskere valgte at holde ferie i Antalya-området.”
Det er i første række børnefamilierne, der nu vender tilbage til Tyrkiet – oftest til hoteller med all inclusive.
”Og den trend så vi allerede her i efteråret – også voksne uden børn søger mod de mange voksenhoteller. De, som har været i Tyrkiet, ved, at landet byder på et dejligt klima og hoteller af høj kvalitet. Et fire-stjernet hotel er cirka 25-30 procent billigere end et tilsvarende i f.eks. Spanien,” siger Torben Andersen.
Relaterede artikler:
Spies fortsat største charterrejsebureau i Danmark