Tyrkiet vil prøve at få en mere fremtrædende turismeprofil på det skandinaviske marked. PR-foto: Türkiye Tourism Promotion & Development Agency.

Tyrkiet vil have tydeligere skandinavisk turismeprofil

Repræsentations- og full service-bureauet Related skal fremover hjælpe det statslige tyrkiske turistråd med PR og kommunikation samt kontakt til rejsebureauer i Danmark, Norge og Sverige.

Tallene fra sidste år er endnu ikke klar, men i 2022 havde Tyrkiet over 51 millioner ankomster fra udenlandske turister – heraf 357.000 fra Danmark, viser officielle tal.

Og mens promovering af tyrkisk turisme på det danske marked hidtil navnlig har været klaret fra den tyrkiske ambassade i Stockholm, har det danske repræsentations- og full service-bureau, Related, netop vundet en repræsentationskontrakt med Tyrkiets statslige turistråd. Det skriver Related i en pressemeddelelse.

Fremover skal Related, der har kontorer i Aarhus og Stockholm, repræsentere det statslige tyrkiske turistråd, TGA, Türkiye Tourism Promotion & Development Agency i Danmark, Norge og Sverige. Missionen er at gøre skandinaverne bekendt med Tyrkiets mange muligheder – foruden sol og strand, oplyses det.

“Related imponerede os med deres analytiske tilgang og deres store fokus på indsigt og data,” siger Derya Şerbetçi Acar, Counsellor for Cultural and Information Affairs på den tyrkiske ambassade i København.

Hun tilføjer: ”Vi ønsker at øge kendskabet til Tyrkiet, en af danskernes favorit-feriedestinationer; ikke kun med fokus på sol- og strandferie, men også på historie, kultur og mad. Vi har taget vigtige skridt på bæredygtig turisme. Vi tror, at Tyrkiets kombination af turismeprodukter kan nå nye højder i samarbejde med Related. Jeg glæder mig til sammen med Related at udfolde Tyrkiets potentiale.”

Mange opgaver – også kontakt til rejsebureauer
Related skal ifølge pressemeddelelsen assistere TGA samt den tyrkiske ambassade i København med blandt andet pressekontor, pressemeddelelser, presseture, influencer-samarbejder, kampagner og events. Ligeledes vil Related også være involveret i koordinering af fam trips samt have dialog med rejsearrangører og rejsebureauer, hedder det.

Henrik Koch, Relateds administrerende direktør, siger i pressemeddelelsen:

”Vi er meget glade for denne opgave, så vi kan være med til at øge kendskabet til Tyrkiets mange produkter og muligheder. Tyrkiets turismeprodukt matcher alle de trends, vi ser i markedet i disse år: lokale madoplevelser, autentiske kulturelle oplevelser, aktiv i naturen og aktiviteter med lokalbefolkningen.”

Ikke med på Top 25
Og Tyrkiet kan have brug for hjælp til at komme mere på radaren hos danske turister. Related udarbejder to gange om året en såkaldt repræsentativ markedsanalyse i fire nordiske lande over rejsefavoritter. Det sker via Related-analysefirmaet Travellyze, der blandt andet står bag markedsanalyser i og for turismebranchen.

I undersøgelsen deltager over 4.000 respondenter i Norden, og analysen er repræsentativ for befolkningen, oplyser Related.

Den seneste liste toppes i Danmark af Danmark, Italien, Norge, Frankrig og Skotland, mens Tyrkiet ikke var med på Top-25.

 

Relaterede artikler:

Tyrkiet kandidat til at blive Europas mest besøgte turistland

Skiftende image hos danskernes rejsefavoritlande

Danmarks Statistik: Her er danskernes 22 største rejsefavoritter i udlandet