Tyskere giver stor dansk hotelsommer

Jens Zimmer Christensen, foto: Michael Stub.

HOTELLER: Danmarks Statistik har netop præsenteret overnatningstal for danske hoteller i juni. Tallet viser samlet 4,6 pct. flere overnatninger i forhold til samme måned sidste år.

I alt rundede antallet af hotelovernatninger i juni i år for første gang 1,5 mio., da danske hoteller havde 68.000 flere gæster end i juni 2016.

Tallene viser, at væksten særligt kommer fra danskerne selv og landets naboer mod syd. Juni bød på 5 pct. flere danske overnatninger og en vækst på 9,4 pct. i tyske overnatninger.

”Juni var igen en måned, hvor danskerne drog nytte af de mange overnatningsmuligheder her i landet. Samtidig er det rigtigt glædeligt, at så vigtigt et marked som Tyskland stormer frem. Det skyldes i høj grad den stærke markedsføringsindsats, VisitDenmark netop nu udruller til det tyske marked,” siger Jens Zimmer Christensen, formand for Horesta.

De øvrige store markeder som Sverige, Norge, USA, Storbritannien og Holland oplevede ikke mærkværdige udsving i antallet af overnatninger sammenlignet med første sommermåned i 2016.

Stor vækst i Region Sjælland

Juni var endnu en måned, hvor alle landets regioner havde overnatningsvækst. Den procentvise fremgang var størst i Region Sjælland, som havde 13,2 pct. flere end året før.

Region Syddanmark havde mindst fremgang, men med 3,2 pct. flere overnatninger oplevede regionen stadig en positiv udvikling i antallet af overnatninger.

Med juni opgjort, kan der nu gøres status for det første halvår i hotelerhvervet. Med næsten syv millioner overnatninger ligger halvåret 4,7 pct. højere end rekordåret i 2016.