Udskældt lufthavn vil forbedre sit image

Paris Charles de Gaulle får sjældent priser som Europas bedste storlufthavn. Tværtimod kritiseres den ofte for at være uoverskuelig – det problem har lufthavnens ejer taget fat på sammen med sin største kunde, Air France.

”Air France prøver sammen med Paris Charles de Gaulles ejer at ændre lufthavnens image. De Gaulle blev bygget i en tid, hvor man ikke arbejdede med hub-strategier, men hvor det mere gjaldt om at flyve fra A til B,” sagde Antoine Pussiau, Air Frances vicepræsident for bl.a. Nordeuropa, før rundvisning i lufthavnen under pressebriefing mandag hos Air France.

Her fortalte Air France om de mange millioner euro, selskabet sammen med lufthavnens ejer i disse år poster i lufthavnen for at forbedre lufthavnen og opfattelsen af den – også som transitlufthavn. Op mod 40 pct. af passagerene skifter fly i CDG.

Air Frances kommunikationsansvarlige for selskabets hubs, Jean-Paul Claret, uddybede:

”Vi prøver at få flere fly parkeret ved terminalerne. For tre år siden var halvdelen af flyene i CDG fjernparkeret; det er mange europæiske ruter stadig, men i dag parkeres op mod 85 pct. af flyene ved en terminal, mens 95 pct. af langruteafgangene holder ved terminalerne. Resten fjernparkeres, hvorved passagerer skal transporteres i busser.”

”Men indrømmet, CDG var tidligere kendt for at være beskidt, have dårlig skiltning og for at mange mistede deres forbindelser i lufthavnen. Det var der flere årsager til, men mens tidligere ca. seks pct. ikke nåede deres fly, er tallet nu faldet til 2-3 pct. ud af de over 100.000 passagerer alene Skyteam-medlemmerne som bl.a. Air France dagligt har i CDG,” sagde Jean-Paul Claret.

De Gaulle-lufthavnen består af syv hovedterminaler og der er fire km.fra den ene ende til den anden.

I sommer åbnede satellitterminalen S4, hvorfra navnlig Skyteam-medlemmerne har deres langruter. S4 er en meget flot facilitet med mange butikker med eksklusive varemærker som Dior, Hermes og Gucci. Guf for de købestærke.

S4 har bl.a. Air Frances største lounge på hele 3.500 kvadratmeter. Loungen har kostet 13 mio. euro og har plads til knap 700 gæster.

For 35 euro kan også passagerer, der ikke rejser på f.eks. business class, købe sig adgang til herlighederne i loungen, herunder mad, drikke, massage, brusebad osv.

S4 har kapacitet til op mod otte mio. passagerer, der er 6.000 kvadratmeter til butikker og 25.000 kvadratmeter i alt.