Udstillerrekord på Ferie for Alle

TURISME: Weekendens feriemesse i Herning sætter som sidste år udstillerrekord, i år er der 1.177. Der bliver også rekord i antal repræsenterede lande, i alt 40 – syv mere end sidste år.

De omkring 60.000 forventede besøgende på Ferie for Alle kommer primært for at finde inspiration til den næste ferie. Det sagde 60 pct. sidste år, da arrangøren, Messecenter Herning, spurgte – der kunne kun svares på én mulighed.

De 13 pct. Sagde, at de kom for at få personlig betjening hos udstillerne, ti pct. for at købe en ferie på messen, mens ni pct. sagde, at de kom for at træffe beslutning om næste rejsemål. Otte pct. Sagde, at de var der af andre årsager.

De 1.177 udstillere i år er 77 flere end sidste år – de seks lande, der i år er nye med turistråds-repræsentation i Herning, er Filippinerne, Iran, Kina, Makedonien, Nepal, Rumænien og Sri Lanka, oplyser ansvarlig for feriemessen, projektchef Anders Ladefoged Mortensen, til standby.dk

Alle messecentrets 13 haller er i brug, to er med udlandsrejser, der er en golfhal, en Danmarkshal, en for udenlandske og danske campingpladser, mens resten er campingudstyr mm.

Ferie for Alle 2017 har blandt meget andet 130 gratis rejseforedrag, rejseauktioner, mens Spies medbringer en 4D-storbysimulator.

”Ikke alene kan 4D-brillerne sende én ind i alle kroge af Barcelona, London og Paris, en duftspreder sørger også for den rette duft, når der bydes på en pandekage i Paris, en kaffe i London eller pålæg på et marked i Barcelona,” siger marketingchef hos Spies, Eva Lundgren.

Besøgende kan også se frem mod samtlige af Danmarks største charterbureauer, Matadors grisehandler Larsen, der er del af standen hos Bakken, og golfspecialisterne fra Wilson Staff fremviser en 18 tons tung Mercedes Tour Bus på Danmarks største golfudstilling.

Årets officielle partner på Ferie for Alle er camping. På messen præsenteres samtlige mærker af campingvogne, autocampere og teltvogne på det danske marked samt et udvalg af udstyr, fortelte og pladser i ind- og udland.

En kulinarisk nyhed er Nyhavns Restaurant Hyttefadet, der møder op med seks kokke og ni tjenere til Nyhavns-restauranten i Herning.

I forbindelse med den officielle åbning fredag morgen uddeler Danske Rejsejournalister atter Havfrue-prisen og kårer Årets Rejsejournalist.

Hjemmesiden er: ferieforalle.dk