”Danske skiturister kan spare over 10.000 kroner ved at køre til Sverige fremfor skiområder i Central- eller Sydeuropa,” viser undersøgelse af transportudgifter til fem skidestinationer.
Spar Nord-banken og Bilbasen har undersøgt kørselsomkostningerne til fem kendte skidestinationer i Norge, Sverige, Østrig, Frankrig og Italien. Og der er store penge at spare afhængig af, hvor man rejser hen, og om turen køres i en benzin-, diesel- eller elbil, hedder det i en pressemeddelelse.
Baggrunden for undersøgelsen er, at højsæsonen for skiferier nærmer sig – men hvad koster det at tage turen til og fra de populære skisportssteder i egen bil.
De fem udvalgte skisportssteder er norske Trysil, svenske Isaberg, franske Val Thorens, Wagrain i Østrig samt norditalienske Livigno.
Spar Nord og Bilbasen har ud fra parametre som brændstof- og elpriser, brændstof- og elmotoreffektivitet, slid og værditab samt eventuelle vejafgifter, broafgifter og færgebillet beregnet de samlede omkostninger for turen frem og tilbage til fem af danskernes foretrukne skidestinationer.
Op til 10.000 kroner i besparelse ved valg af rejsemål
Og der kan være tusindvis af kroner at spare på skiferien i år – især hvis man vælger de svenske fjelde fremfor de franske alper, hedder det i pressemeddelelsen.
For eksempel koster en tur fra København til Val Thorens i Frankrig og hjem igen i en benzinbil cirka 13.800 kroner, mens tur/retur fra den danske hovedstad til svenske Isaberg i et tilsvarende køretøj derimod koster omkring 3.000 kroner.
Cheføkonom i Spar Nord, Jens Nyholm, siger i pressemeddelelsen:
”Man kan spare over 10.000 kroner ved at køre til Isaberg fremfor skiområder i det centrale eller sydlige Europa. Så selvom prisudviklingen i Sverige har udlignet den svenske krones lave kurs i forhold til den danske krone, så priserne er næsten identiske, så kan der måske alligevel blive plads til lidt flere restaurantbesøg og måske et par ekstra dage i skiskolen, hvis skiferien går til Sverige.”
Det er dog ikke alene valget af skidestination, der påvirker omkostningerne ved kør-selv-skiferien. Biltypen, som turen tilbagelægges i, spiller også ind. Eksempelvis beløber en kør-selv-ferie i en benzinbil fra Aarhus til det italienske skiområde Livigno sig til næsten 10.900 kroner, mens den tilsvarende tur i en elbil koster godt 7.400 kroner, svarende til en forskel på knap 3.500 kroner.
”Lige nu er det bare billigere at tage turen i en elbil på grund af de lavere afskrivninger på eldrevne biler. På nogle ture er besparelsen 30 procent, hvis turen tilbagelægges i en elbil fremfor en benzin- eller dieselbil,” siger markedsanalytiker hos Bilbasen, Jan Lang.
Hele tabellen med udgifter for at køre el-, benzin- eller dieseldrevne biler fra København/Aarhus til de fem rejsemål, kan ses på Spar Nord-bankens pressehjemmeside.
Relaterede artikler:
Mere brug for afbestillingsforsikring om vinteren