”Det er bare en idé,” siger USA’s præsident efter at have luftet forslag om at genåbne det berygtede Alcatraz-fængsel i San Francisco. Det har været lukket siden 1963 og er i dag stor turistattraktion.
Efter præsident Donald Trump har måtte erkende, at USA ikke bare kan eksportere mistænkte kriminelle til udenlandske fængsler – uden deres sag er blevet vurderet af en amerikanske dommer – kom præsidenten i weekenden med et nyt udspil.
Nu vil han genåbne det berygtede Alcatraz-fængsel på en lille ø i bugten ved San Francisco. Det lukkede i 1963 og havde plads til over 1.500 fanger. Alcatraz er i dag en af San Franciscos største turistattraktioner med over 1,2 millioner årlige besøgende – øen med det tidligere fængsel drives i dag af National Park Service.
Donald Trump skrev i går, søndag, på sit sociale medie, Truth Social, at han har instrueret USA’s justitsministerium, forbundspolitiet (FBI) og fængselsmyndighederne om at sætte Alcatraz i stand og genåbne fængslet til at huse ”nogle af USA’s mest hensynsløse og voldelige forbrydere. Vi skal ikke længere holdes som gidsel af kriminelle, forbrydere og dommere der ikke tør gøre deres arbejde og som ikke vil tillade os at fjerne kriminelle, der er kommet ulovligt ind i USA.”
Det er nu bare en idé
Da præsident Trump søndag vendte tilbage til Det Hvide Hus, sagde han ifølge CNN til pressekorpset, at det med at genåbne Alcatraz ”bare var en idé” for at bekæmpe ”radikaliserede dommere,” der henviser til lovgivningen og siger, at indvandrere skal have deres sag hørt ved en domstol, før de sendes ud af USA.
”Det ville medføre millioner af domstolshøringer,” argumenterede præsident Trump.
En medvirkende årsag til lukningen af Alcatraz var, at det var dyrere at drive end andre føderale fængsler. Hvad det vil koste at genindrette Alcatraz til fængsel vides ikke – heller ikke hvornår projektet vil være gennemført og Alcatraz klar til igen at huse dømte kriminelle. Hvis tanken altså bliver til noget.
Relaterede artikler:
USA: Nye tal viser stort fald i europæiske ankomster
Sir Richard Branson i hård kritik af USA’s præsident
Albatros Travel-ejer: Det betyder vores USA-boykot

STANDBY.DK Nyt om rejser


