Fra denne måneds uroligheder i Minneapolis. Wikipedia-foto: Chad Davis chaddavis.photography/sets/ice-in-minneapolis/

USA: Tyskland skærper sin rejsevejledning

Efter først grænsepolitiet og siden immigrationsmyndigheden ICE i denne måned har skudt og dræbt to amerikanske statsborgere i Minneapolis, skærper Tyskland sin rejsevejledning for USA.

De to drab i Minneapolis på protesterende amerikanske statsborgere, der var utilfreds med den frygtede immigrationsmyndighed ICE’s ageren i byen, har udløst store protester mod ICE og dermed præsident Trump, der har sendt de maskerede ICE-agenter til byen.

Her skal de, lige som i andre af USA’s storbyer, angiveligt fange udenlandske statsborgere uden opholdstilladelse i USA.

Men optøjer efter drabene i ikke kun Minneapolis, men også andre byer, har nu fået det tyske udenrigsministerium til at skærpe sin rejsevejledning for USA. Udenrigsministeriet i Danmark har ikke justeret sin rejsevejledning for USA siden slutningen af november sidste år.

Tyskland er næststørste ”leverandør” i Europa af turister til USA, kun overgået af Storbritannien.

Bliv væk fra demonstrationer
Avisen USA Today skriver, at Tyskland har skærpet sin rejsevejledning efter de to drab den 7. og 24. januar i Minneapolis begået af amerikanske myndigheder.

Tyske statsborgere opfordres til at holde sig væk fra demonstrationer i Minneapolis og andre byer i USA.

“I Minneapolis og andre byer i USA, kan demonstrationer sommetider føre til voldelige sammenstød mellem borgere og immigration- og sikkerhedsmyndighederne,” står der blandt andet i opdateringen fra udenrigsministeriet i Tyskland.

Tyske statsborgere opfordres også til at følge anvisninger fra de amerikanske myndigheder samt at der er krav om, at man kan identificere sig over for myndighederne med for eksempel sit pas.

Udenrigsministeriet i Tyskland ændrede også sidste forår sin rejsevejledning for USA. Det skete efter tre tyskere var blevet tilbageholdt ved grænsen til USA.

Herefter skrev det tyske udenrigsministerium, at en ESTA-godkendelse til USA eller visum ikke er garanti for, at tyske borgere kan indrejse i USA. Den endelige beslutning træffes af de amerikanske grænsemyndigheder.

Tyskland havde sidste år 1,7 millioner ankomster til USA, et fald på 11,3 procent eller næsten 225.000, i forhold til 2024.

 

Relaterede artikler:

Fra 2024 til 2025: 55.000 danskere droppede USA

SAS’ koncernchef: Vi må leve med ny verdensorden

Visumkrav til danskerne fra 60 lande eller territorier