Utraditionelt jysk initiativ hjælper 450.000 turister

TURISME: Ti organisationer til turistfremme styrker deres samarbejde med Jyllands største lufthavn, Billund. Det skal gøre det lettere for turister, der lander i lufthavnen, at hente inspiration til deres ferie i Jylland og på Fyn. Det sker med en ny fælles turist-app.

Ny undersøgelse viser, at mere end tre ud af fire turister henter deres viden om deres rejsemål digitalt, oplyser Billund Lufthavn, der sidste år havde tre mio. passagerer.

Hvert år servicerer de ti turistorganisationer de cirka 450.000 udenlandske rejsende, som lander i Danmarks næststørste lufthavn. Den er med over 90 direkte destinationer samlingspunkt for en fælles turistinformation, der guider turisterne videre til Jyllands og Fyns attraktioner.

Samarbejdet har stået på i syv år med et ønske om at åbne turisternes øjne for de mange muligheder i Jylland og på Fyn. Nu lancerer lufthavnen sammen med VisitVejle, VisitFrederica, VisitKolding, VisitAarhus, VisitHorsens, VisitVejen, VisitOdense, VisitRømø-Tønder, VisitBillund samt VisitHerning en ny service i form af en app med navnet ’West Denmark’.

Marketingdirektør i VisitDenmark, Janne Grønkjær Henriksen hilser det tætte samarbejde mellem Billund Lufthavn og de ti turistorganisationer omkring app’en velkommen: ”Den nye app er i tråd med turisternes ønske om digital turistservice, når de ønsker det. Derfor er det afgørende, at man tænker ud over sit eget område.”

Kun virksomheder og organisationer, der har indgået partnerskab med Billund Lufthavn, er med i app’en. Billund Lufthavn står for driften af den fysiske turistinformation.

Samlet skaber turismen i Danmark årligt 94,7 mia. kr. i omsætning, oplyser VisitDenmark.