Et iransk pars flyrejse til Bali fik en pludselig slutning i Chennai i Indien da kvinden midt under flyrejsen opdagede, at manden havde været utro.
Mens manden sov ombord på Qatar-flyet fra Doha til Bali brugte kvinden sin mands tommelfinger til at åbne hans fingeraftryk-beskyttede mobil, skriver avisen Hindustan Times.
Inde i mobilen fandt hun bevis for, at ægtemanden havde været utro og blev særdeles rasende, hvorefter hun begyndte at slå ham hårdt i hovedet. Besætningen forsøgte at gribe ind og berolige parret, men det lykkedes ikke, så kaptajnen besluttede at sikkerhedslande flyet i Chennai for at slippe af med parret.
Parret og deres børn, der også var med flyet, blev sat af i lufthavnen, hvor de måtte tilbringe dagen under overvågning indtil de kunne rejse videre til Kuala Lumpur med et andet flyselskab.