Nu har også hippieøen Ibiza givet op og vil med forbud have indført ansvarlig turisme, fordi generne med alt for mange på den smukke ø, er blevet for belastende, og Airbnb ryger ud. – Hvordan undgår vi, at gryden koger over?
Det er efterhånden svært at finde ud af, om vi skal le eller græde, når vi såvel herhjemme som på den internationale scene hører om turismens lyksaligheder. Det uvurderlige i at lære om og opleve kulturen i andre lande. Kort sagt: at rejse og opleve.
Det ene øjeblik udnævnes fodboldstjernen og højtbetalte Messi som turistambassadør i FN. Det andet får vi den ene moralprædiken efter den anden om bæredygtig turisme uden at nogen rigtigt kan definere, hvad det egentlig betyder i praksis. Men det lyder godt i en politisk tale, hvor der er ekstra bevillinger på spil.
Derefter sænker man bommen og taler om stop, mens legen er god. Nu er det i stedet for en glæde for de lokale en decideret belastning. Der er sågar en ø i Thailand som helt har lukket for turister tre måneder om året. Og man kan i dag ikke nævne Barcelona og Venedig uden samtidig at blive mindet om, at nok er nok.
Ud med Airbnb
Senest i dette forår har den smukke og livsglade, for at sige det pænt, Ibiza meldt sig i koret. I sidste uge gik 500 demonstranter i protestmatch mod overbelastet turisme, formanden for gruppen Prop sagde blandt andet:
”Vi har ikke noget imod turisme, men vi nægter at acceptere, hvad der sker nu med manglende respekt for vore værdier. Vi vil have roen tilbage, som på det gamle Ibiza.”
Nu kan det være svært at definere, hvad ro er netop på den ø, som er kendt for det vilde ungdomsliv 24 timer i døgnet, og hvad det angår helt tog pusten fra naboøen Mallorca.
Britiske The Telegraph har set nærmere på turisttallet på både Ibiza og Mallorca. Der bor 130.000 fast på øen, som hvert år besøges af godt tre millioner. turister, hvoraf en del bliver der i længere tid. For at begrænse det har man nu forbudt Airbnb i centrum med privat indkvartering, som er helt ukontrollabelt. Hotelværelser ved man, hvad er.
Via hoteller og reguleret lejlighedsudlejning gennem autoriserede bureauer håber man at kunne styre udviklingen, selv om der er modstridende interesser.
20 millioner turister på Mallorca
Mallorca er endnu ikke i samme situation. Men det kan hurtigt komme. Her er i modsætning til Ibiza rigtig mange skandinaviske turister, som har ord for at være pænere og mere velopdragne gæster end fra de fleste andre lande. På Ibiza er der mange englændere, og britiske unge er ikke just de mest stille gæster.
I løbet af året kommer cirka 20 millioner turister til Mallorca og 500 krydstogtskibe med op til 20.000 passagerer på de helt store dage. Det fik allerede sidste sommer en lokal protestgruppe til at marchere med skilte med påskriften ”Go Home”. Noget som de lokale erhvervsdrivende ikke er enige i. De lever nemlig af turismen.
I internationale kredse diskuterer de vægelsindede turistorganisationer og politikere, mens turismen på den globale scene bare vokser, ikke mindst på grund af det asiatiske marked. Kineserne kommer i stort tal. De har fået mod på at rejse, og de har råd til det.
Dobbeltmoral i Barcelona
Hvad i alverden tror Barcelona, der sker, når man gør alt for at få så mange lavprisruter til lufthavnen som overhovedet muligt. Og samtidig arbejder intenst på at gøre byens havn til den største krydstogtshavn i Middelhavet?
”Turismen koger over i vores by”. Tænk gør den virkelig!