Selvom de små klasser nu vender tilbage, fraråder Undervisningsministeriet stadig lejrskoler. HORESTA og Danhostel efterlyser handling, så vandrerhjem ikke fortsat mister stor omsætning.
Vandrerhjemmene oplevede i efteråret masseafbud på lejrskoler, og det samme sker nu på de klasser, der skulle have besøgt Danhostels medlemmer frem til sommeren.
Det er på trods af, at ingen kender svaret på, hvilke restriktioner der vil gælde på givne tidspunkter, og mange forventer langsom genåbning af samfundet i foråret, skriver HORESTA og Danhostel, der har 63 medlemmer landet over, i en pressemeddelelse.
Mange hostels og vandrerhjem er ved at bukke under, og hvis udviklingen fortsætter, bliver det svært for skolerne at afvikle lejrskoler i Danmark i fremtiden. HORESTA og Danhostel mener, at Undervisningsministeriet bør revurdere anbefalingen om, at lejrskoler i folkeskolen skal aflyses.
Verden er en anden, end da anbefalingen blev givet i september, og eleverne har brug for at styrke deres sociale bånd, lyder det fra organisationerne. Samtidig kan lejrskolerne afvikles på en sikker måde, så kun klassens elever er sammen, og lærerne testes, oplyses det.
Lejrskolerne udgør stor del af den samlede omsætning
Det vil samtidig have betydning for det pressede segment i turisme- og oplevelseserhvervet, hvor lejrskolerne udgør en stor del af den samlede omsætning. Desuden lyder budskabet, at hjælpepakkerne bør forlænges, da overnatningsvirksomhederne har en lang bookinghorisont, og de vil ikke have fulde huse fra dag 1. efter genåbningen.
”Det har siden september været en anbefaling, at folkeskolerne dropper lejrskolerne – og ikke en restriktion. Det betyder, at de ikke kan søge kompensation for den tabte omsætning. Det er afgørende, at disse reservationer ikke forsvinder ud af bøgerne nu, hvor virksomhederne er næsten et år inde i en historisk krise,” siger Kristian Nørgaard, politisk chefkonsulent i HORESTA.
Han bakkes op af Allan Schmidt, den nye sekretariatschef i Danhostel:
”Virksomhederne lider under, at gæsterne bliver væk. Langt de fleste lejrskoler har været aflyst efter Undervisningsministeriet i september anbefalede skolerne ikke at tage på lejrskole. Vi har retningslinjer, der sikrer, at lejrskolerne afvikles sikkert og forsvarligt, så det kun er klassen og lærerne, der er sammen. Vi vil gerne hjælpe skoleklasserne med at få fælles oplevelser og styrke de sociale aspekter, så snart eleverne må komme i skole igen. Vi skal derfor undgå, at der bliver ved med at være anbefalinger, som går imod dette,” siger Allan Schmidt.
Han tiltrådte sidste efterår som afløser for Mads Stendorf Hansen, der var kommet i stedet for Ole Andersen, der havde forladt stillingen. Ole Andersen er netop tiltrådt som ny administrerende direktør for Dyrehavsbakken.
Relaterede artikler:
Coronakrisen halverede danske hotelovernatninger
Disse 24 danske hoteller blev miljømærket sidste år
Dyrehavsbakken klar med kendt ny direktør