Forud for Danish Travel Awards 2018 var der seminar med overskriften ”Iværksættere i rejse- og luffartsbranchen” med Lasse Rungholm fra luftfarten, Jesper Boas Smith fra krydstogtbranchen og hotelkongen Petter Stordalen som talere.
Lasse Rungholm, manden bag Nordic Seaplanes, vandflyveren mellem Aarhus Havn og Langelinie i København, lagde ud på Stand By’s seminar forud for aftenens Danish Travel Awards 2018. Seminaret blev holdt i Dagmar-biografen mellem Rådhuspladsen og Cirkusbygningen, hvor selve Danish Travel Awards blev afviklet.
Lasse Rungholm er udannet erhvervspilot og advokat med speciale i transportjura. Han blev kendt som deltager i TV3’s Robinson Ekspeditionen og er en eventyrer, der har kørt over indlandsisen i Grønland i en Toyota Land Cruiser, besteget det 5.642 meter høje bjerg Elbrus i Kaukasien, deltaget i Ironman og meget, meget mere.
Udover at fortælle om sin baggrund, havde Lasse Rungholm fokus på alle de forhindringer, der opstod undervejs med etableringen af Nordic Seaplanes.
Det gjorde han med veloplagt selvironi og humor, og sidstnævnte har det formodentligt været nødvendigt at tage i brug i den lange og ifølge Lasse Rungholm meget bureaukratiske proces.
Som han selv fik det formuleret i bagklogskabens lys, da erhvervsmanden og racerkører Lars Erik Nielsen i 2014 spurgte ham, om han ville være med til starte air taxi op i Danmark: ”Jeg var så snotdum, at jeg sagde ja.”
Brændstof gennem byen
Nordic Seaplanes købte i 2014 et DHC-6 Twin Otter fly fra 1978, der tidligere havde fløjet for et iransk selskab. Men først i maj 2016 kunne det lette fra Nordre Tolbod i København med betalende gæster.
I mellemtiden havde det i flere måneder stået i Dubai lufthavn, hvor det blev tilbageholdt uden forklaring. Derefter var det igennem en otte måneder lang totalrestaurering.
Blandt nogle af de forhindringer, Nordic Seaplanes løber ind i undervejs, er blandt andet et problem med brændstoftanken. Den må ikke stå på Nordre Tolbod. Derfor står den på spidsen af Lynetten, hvorfra flybrændstoffet skal fragtes gennem København til Nordre Tolbod, når flyet skal tankes op.
”Og det jeg fortæller her er kun toppen af isbjerget,” sagde Lasse Ringholm.
Alligevel lykkedes det i 2017 at flyve 12.500 passagerer mellem Aarhus og København og lave en omsætning på 18 millioner.
For mange jakkesæt
Herefter tog Jesper Boas Smith over. Han er grundlægger samt formand for Bella Vista Travel og bestyrelsesmedlem i Travel House koncernen, der blandt andet også omfatter Profil Rejser. Koncernen omsætter i dag over 100 mio. kr. i krydstogter.
Desuden er Jesper Boas Smith konsul for Monaco i Danmark, og talsmand for krydstogtudvalget i
Dansk Rejsebureau Forening. Jesper Boas Smith har siden 1986 været på 136 krydstogter i 980 dage på 38 skibe med 16 rederier.
Jesper Boas har en fortid i filmbranchen, hvor han blandt andet har været på Nordisk Film gennem en årrække, bygget biografer og produceret film.
Men den karriere bliver i 1995 skiftet ud til fordel for Bella Vista Travel. Blandt andet fordi hverdagen var kommet til at handle for meget om jakkesæt og advokater i stedet for alle dem, der var sjove at være sammen med i filmbranchen. Dem fandt Jesper
Boas Smith til gengæld i rejsebranchen, hvor han også fandt sin egen niche. ”Der var et stort hul i markedet for ultra deluxe krydstogter,” fortalte han.
Men Selv om Jesper Boas har gjort et stort stykke arbejde for at få danskerne til at tage på krydstogt, så er danskerne stadig meget tilbageholdende.
”Danmark var håbløst bagud i forhold til andre lande, som vi normalt sammenligner os med. Der var og er fortsat et kæmpe behov for bedre information for at imødegå fordomme,” sagde han.
Drømmen om København
Som afslutning på seminaret kom den succesrige norske iværksætter Petter Stordalen på scenen. Han har opbygget Nordic Choice Hotels, der er en af Nordens største hotelkoncerner med 191 hoteller, tre kæder, tilstedeværelse i seks lande og 16.000 ansatte. Klædt som en rockstjerne og i topform fortalte han om sit første forsøg på at etablere sig i København.
”Min historie i Danmark har ikke været den bedste. Jeg tabte en milliard norske kroner. Men tabt er tabt. Den milliard er borte,” sagde Petter Stordalen.
”Vi havde ikke fandens chance i helvede, da vi prøvede. Fejlkonklusioner og fejlanalyser. Jeg gjorde alt forkert. Men du fejler ikke, før du giver op. Det er først der, at du mislykkes. I 2011 trak jeg mig ud med halen mellem benene. Men selv om jeg tabte første runde, opgav jeg aldrig drømmen om Danmark og København,” sagde han.
Det handler ikke kun om vækst
Petter Stordalen tog revanche og med sin forkærlighed for lufthavne. Hans Nordic Choice Hotels overtog sidste år driften af Hilton-hotellet i Københavns lufthavn, de nu er et Clarion-hotel. Det får selskab af et Comfort-hotel i den billigere ende med direkte adgang til lufthavnen.
Ud over at erhverve nye hoteller, så er fokus på teknologi, som Stordalen mener er en af de vigtigste kampe i dag. Og den skal vindes, hvis man vil forblive på markedet. Men den skal ikke vindes med alle midler.
”Det handler ikke kun om væksten. Det handler om, at vi i fremtiden også stiller krav til ansvarlig vækst. Det skal ske på en bæredygtig måde, og vi vil gå forrest,” rundede Petter Stordalen af på eftermiddagens seminar.
Relaterede artikler:
Nordic Seaplanes udvider med rundflyvninger