Venlig mudderkastning på konference for travel managers

Hvis DBTA’s tidligere årskonferencer har haft fokus på bløde værdier, var det anderledes i år. På konferencen i går var der tydelige uoverensstemmelser mellem leverandører i rejsebranchen, f.eks. flyselskaber og hoteller, og rejsebranchens indkøbere.
Danish Business Travel Association er foreningen for Danmarks største travel managers.

 

På DBTA-konferencen i går var leverandørleddet i indlæg og det efterfølgende panel repræsenteret af tidl. adm. direktør for flyselskabet SAS, John Dueholm, og koncernchef for de foreløbig fire Brøchner Hotels, Karim Nielsen, mens indkøbschef for medicinalfirmaet Ferring, Gitte Simonsen, stod på mål for rejseindkøberne.
Konferensen, der også bød på mange andre indslag, havde samlet op mod 150 deltagere

 

De kunne bl.a. høre John Dueholm sige, at partneraftaler med SAS skal gå begge veje. ”Hvis det kun drejer sig om priser, går udviklingen i stå, for dialog stimulerer partnerskab. Men flyselskaber kan blive bedre til at kommunikere om fordele ved tæt samarbejde. Omvendt skal storkunderne levere på de indgåede aftaler, ellers får det konsekvenser ved at man skal betale mere for flybilletter, øgede gebyrer og for brug af systemer.”

 

Karim Nielsen fra Brøchner Hotels sagde i sit indlæg bl.a.: ”Købere og leverandører prøver alle at få en bedre deal – og vi ved, at hotellers block out-dates ikke opbygger loyalitet, men mange aftaler med storkunder honoreres kun op til 50-75 pct. Vi har brug for at tale sammen, når vores storkunde-aftaler ikke fungerer. F.eks. når vores storkunder bliver afvist.”

 

Både John Dueholm og Karim Nielsen understregede vigtigheden af, at medarbejdere fra firmaer med firmaaftaler gør opmærksom på, at de bestiller fly eller hotel via deres arbejdsplads’ firmaaftale, ellers bliver brugen af aftalen ikke registreret i systemerne.

 

Formanden for DBTA, Novos travel manager, Jens Liltorp, sagde, at leverandørerne til rejsebranchen generelt har meget uigennemsigtige priser – og derfor booker mange ”ved siden af.”
”Vi kender kun leverandøraftalen, når den indgås. I gør det ikke let for os,” sagde han til leverandørerne.

 

Jens Liltorp sagde til takeoff.dk, at med den åbenlyse uenighed mellem leverandører og købere i rejsebranchen, kunne det overvejes at nedsætte udvalg med deltagelse af parterne for at kigge på problematikken.

 

I panelet forsvarede Karim Nielsen leverandørerne: ”I er så utrolig fokuseret på at få den bedste pris. Men så kan I bare booke jeres hotelværelser på Expedia. Dermed får I så ikke en konstant pris. Vil I have en fast lav pris, burde I som flyselskaber, der har besætningsmedlemmer på et hotel, booke et bestemt antal værelser hver dag.”

 

DBTA har 125 medlemmer blandt travel managers og leverandører til rejsebranchen. Medlemmerne af DBTA booker årligt rejseydelser for ca. 11 milliarder kr.

 

Læs mere om DBTA’s årskonference i februar-udgaven af Stand By.

 

Danish Business Travel Association fejrede sidste år sit 40 års jubilæum.

Skrevet af Henrik Baumgarten