Verdens største krydstogtskib under Storebæltsbroen som farvel til sommeren

Selv om der fortsat kan ske ændringer er det sandsynligt, at verdens største krydstogtskib Allure of The Seas fra Royal Caribbean skal op igennem Storebælt på vej fra Finland til New York samtidig med, at vi siger farvel til sommertiden, nemlig lørdag aften og nat 30. oktober.

 

Allure of The Seas er en anelse – næsten i centimeter – større end søsterskibet Oasis of The Seas (foto), der kom forbi for et år siden.  De to kæmpeskibe har tilsammen kostet ca. 16 milliarder kroner. Oasis har allerede sat verdensrekord på en enkelt tur i Caribien med 6.200 passagerer og 2.500 besætningsmedlemmer.

 

Begge skibe er på 220.000 bruttotons, er 362 meter lange og stikker 9,15 meter. Hvad højden angår, er der mindre end et par meter op til broen, når skibet har skruet alle ikke nødvendige topdetaljer ned. Samtidig øges til topfart på 23 knob for at gå dybere, når broen skal passeres.

 

"Vi har mærket stor interesse fra vort danske publikum til de to skibe, selv om man skal til Caribien for at sejle med, " sagde dansk salgschef Henrik Bergqvist i aftes, da programmerne for næste år blev præsenteret for rejsebranchen.

 

I øvrigt er selve passagen under broen blevet en del af oplevelsen i denne sommer, når Vision of The Seas både på ude- og hjemturen til Baltikum fra København skulle under. Der var mange på dækket og balkonerne, selv om også det skete ved midnatstide.

 

 

Skrevet af Ejvind Olesen